En meget rank og meget afholdt tysk forfatterpersonlighed er død i den høje alder af 91 år. Luise Rinser er navnet. Hun opnåede intet mindre end at blive nomineret som forbundspræsident af partiet De Grønne i 1984. Noget lignende er ikke overgået nogen anden tysk forfatter. Der var også grunde til, at netop hun kunne være overhovedet for det tyske demokrati. De ligger klart for dagen i hendes biografi. I en alder af 28 afviste hun at blive medlem af nazistpartiet med alt, hvad det medførte af forfølgelse. Hun var dengang skolelærer og nåede lige akkurat at komme sin afskedigelse i forkøbet. Sin første mand mistede hun, da han faldt ved fronten. Han gjorde tjeneste i et straffekompagni. Hun fortrak med sine sønner til Salzburg, indgik et proformaægteskab med den kommunistiske forfatter Klaus Hermann, men i 1944 blev hun anholdt for at nægte at gøre militærtjeneste. Der havde været en stikker på spil - og Luise Rinser stod til dødsdom og henrettelse, en skæbne, kun krigsafslutningen forhindrede.
Jeg er Nina
Lyt til artiklen