0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fælles- og utroskab

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er bøger, man hører om fra venner og bekendte. Der er bøger, man hører om gennem fremragende anmeldelser, og så er der naturligvis tonsvis af bøger, man aldrig hører noget som helst om.

Men der er også bøger, man hører en masse om, allerede før de udkommer, og en af just denne celebre slags udkom i denne uge.

'Forsvar for fælleskabet' var titlen, og bag det ukontroversielle opråb - hvem er ikke tilhænger af fællesskabet - skjulte sig efter sigende et betydeligt mere sprængfarligt indhold.

Forfatterne var en kvintet bestående af tre fremtrædende socialdemokrater, en enkelt SF'er og en stakkels partiløs, og nu gjorde de op med den vattede socialdemokratiske udlændingepolitik. Slut med fætter og kusine-ægteskaber og ikke mere kontanthjælp til familiesammenførte de første syv år. Der har ægtefæller værsgo at forsørge hinanden.

Barske toner, nye toner, og toner der blev hamret ind i en massiv mediedækning, hvor flere af landets største aviser ryddede forsiden, DR's 'Profilen' blev stillet til rådighed og debatspalterne begyndte at gløde.

Så vidt, så godt, og det hjælper sikkert på salget. Men i går udkom så bogen og dermed langt om længe anmeldelserne. Og som man kunne vente, var de noget anderledes end 'forskræppet'.

Ikke så kontroversielt endda
For det første havde anmelderne gjort sig den ulejlighed at læse hele bogen, og dermed også de 80-90 procent, der ikke handlede om udlændingepolitikken, men som derimod skulle udgøre et mere sammenhængende bud på en fremtidig linie for centrum-venstre-partierne.

Og for det andet mente anmelderne ikke, at der var nær så meget nyt under solen, som overskrifterne havde antydet.

Det var hovedbudskabet hos Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell, der konstaterede, at godt nok var debatten hos Socialdemokratiet nu endelig i gang, men at det skete »forsigtigt, langsomt, og uden at der trædes på de alvorligt ømme tæer«.

Der var »interessante streger til en ny, fremadrettet socialdemokratisk politik« og et »betydeligt nybrud« på udlændingeområdet. Men alt i alt var det efter den tidligere konservative formands mening »lidt halvkedeligt«.

Noget mere positiv var dagens anden politiske anmelder, SF's formand Holger K. Nielsen (der skrev i Politiken) selvom også han mente, at der ikke var så meget bid i bogen, som man kunne have håbet.

»Der er ikke den store radikalitet og vingesus«, lød Holger K.'s vurdering, dog modereret af mange mere rosende ord.

Således indeholdt bogen efter hans mening »en fin beskrivelse af sociale uligheder, og der er i analysen en fastholdelse af det solidariske grundsyn, som fortsat må kendetegne venstrefløjen«. Udlændingeafsnittet var formanden ikke begejstret for, men bortset fra det, var »bogen så afgjort værd at læse«.

Så vidt ville Berlingske Tidendes Jakob Levinsen ikke gå, selv om han mente, at der var »nogle interessante grunde til, at bogen er mislykkedes på den måde, den er«.

Bogen fik to stjerner for den gode vilje til at drøfte vigtige problemer, men ellers var det grovfilen, der var fremme i Pilestræde.

Det var en »erbarmelig blanding af selvkørende pampersprog og berøringsangste helgarderinger«, »kælne indslag af 'vi er altså selv unge og med på noderne'« og »bureaukratsprog«.

Sidstnævnte havde efter Levinsens opfattelse endda bredt sig til 'Sammenhængskraftens ti bud' og »havde Gud talt sådan til Moses på Sinaibjerget, skulle han have haft fat i nogle større tavler«, mente Levinsen.

Sidespringets velsignelser
Nu blev tavlerne jo dog, som de blev, og selv om der siden er blevet lavet lidt om på nummereringen, husker de fleste konfirmander, at det sjette bud er noget med sex, og at man ikke må bolle udenom.

Gør man det alligevel kaldes det utroskab, og hvad man skal gøre ved den slags snavs handlede ugens anden debatbog om.

Forlaget Forum havde bedt 25 kendte danskere forholde sig til problemet, og med en forbilledlig timing udkom bogen kort efter premieren på filmen 'Unfaithful', hvor Richard Gere noget urealistisk bliver gjort til hanrej.

Dermed var tv-omtalen sikret, men modsat de socialdemokratiske fornyeres debatbog havde flertallet af aviser valgt at lade udgivelsen af 'Utroskab, 25 kendte danskere fortæller' gå stille af sig. Kun Weekendavisen og Politiken ofrede en anmeldelse.

I Politiken konstaterede Edel Hildebrandt efter at have læst bidragene »at det ikke ser ud til, at det nye årtusinde har lavet om på vores basale følelsesliv«.

Derimod havde Weekendavisens Iben Tandgaard håbet på saftige afsløringer af »et vildt erotisk skørlevned«.

Men det var der ikke noget af, og det var efter hendes mening en skam.

»Der er for meget abstraktion og for lidt hjerte« skrev hun og konstaterede, at »man har helt mistet lysten til selv at tage chancen, når bogen er læst«. Så hvis man vil have »syndig erotik i sommerferien«, foreslog Tandgaard, at »man læser noget helt andet«.

Rådet er hermed givet videre. God sommer.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce