Skinnet bedrager. Som Benn Q. Holms nye bog 'Album' på knap 600 sider ligger på bordet, ligner den grangivelig en mursten, det vil kræve en krig eller som minimum en solid forkølelse at komme igennem. Men skal man stole på anmelderne, er det helt forkert. Bogen er mere et slags litterært fotoalbum over det, som Ekstra Bladets Michael Holbek Jensen kalder »de sidste tre årtiers menneskelige røvtur«. Og som man ifølge Berlingske Tidendes Mai Misfeldt vil »vende tilbage til. Læse rundt i, bladre i som man nu gør med albummer«. Og det med et album skal tages helt bogstaveligt. Bogen består af en masse små skrevne billeder, hver forsynet med et årstal, og det er gennem disse snapshots, at historien om tre meget forskellige mænd fra 1960'erne og frem skildres. En mosaik over tiden med andre ord, og en som anmelderne er enige om, er uhyre vellykket. Sex som snaps »'Album' er Benn Q. Holms foreløbige hovedværk - en besættende litterær film, ladet med smerte, dramatik, humor, growlen, råben, skrigen, stumme omfavnelser og næsten lydløse orgasmer«, skriver Ekstra Bladets Michael Holbek Jensen, og fortsætter begejsteret: »Fornem, fornem romankunst, der til forveksling ligner livet, som det leves på strassen, i hyblen, parcelhuset, de nordlige forstæder og solkystens tilbagetrukne ghettoer. Hvilket saksespark!«. I Kristeligt Dagblad holder Kasper Lezuik Hansen sig fra fodboldreferencerne, og konstaterer blot, at »Benn Q. Holm med romanen 'Album' har skabt et stort realistisk værk om sin samtid«. Det samme gør May Schack på Politiken, men kommer dog lidt nærmere ondet eller rettere bogens rod. »Der drikkes uhæmmet i denne roman, og der dyrkes sex på samme rå og bedøvelsesagtige måde, som man skyller en snaps ned«, skriver hun. Og det er godt, for »efter endt læsning er man i tvivl om, hvorvidt det er en melankolsk roman, man har læst, eller et stykke hyperrealistisk, nøje udregnet samtidshistorie«. Svaret er både-og, og det »er ikke så lidt«. Tanten i Pilestræde er enig. Bogen »byder på fornemme bidrag til litteraturens store brandertscener«, skriver Mai Maifeldt, der kårer den til »det bedste bud på den forsvundne og konstant efterlyste generationsroman«. S.U.T. skuffer ikke Generationsroman kan man ikke kalde Søren Ulrik Thomsens digtsamling 'Det bedste og det værste' om tilværelsens gode og dårlige sider. Men hvad man ellers skal mene om den og ikke mindst Ib Spang Olsens illustrationer, er ikke sådan lige at gennemskue. Når det gælder Søren Ulrik Thomsens digte, er de fleste anmeldere forudsigeligt begejstrede. Undtagelsen udgøres af Ekstra Bladet, hvor Kamilla Löfström Kristensen i en usædvanlig mavesur anmeldelse under overskriften 'Det blir ikke værre' giver bogen én stjerne. »Thomsen slukker og lukker hvert eneste digt, intet får lov at sprælle eller leve«, skriver hun, og konstaterer, at »det bedste er selvfølgelig, hvis man kan komme overens med tilværelsen, det værste er, hvis man begynder at skrive digte om det«. Hårde ord, og en mening som Löfström er stort set ene om. I Jyllands-Posten jubler Johs. H. Christensen over samlingens »karakterfulde sproglige stramhed og spændstighed«, og konstaterer at »smukkere eller mere renfærdigt digter ingen i Danmark i dag«. Lige så lykkelig er Berlingske Tidendes Jørgen Johansen, der kalder bogen en »usædvanlig begivenhed« og giver fem stjerner. Ligeså på Rådhuspladsen, hvor Niels Lyngsø kalder digtene en »mesterlig kombination af umiddelbar enkelhed og dybereliggende kompleksitet«. Slaget om Spang Olsen Men er der enighed om Søren Ulrik Thomsens kvaliteter, deler vandene sig når det gælder Ib Spang Olsens illustrationer. I det ene ringhjørne står de tre store morgenaviser, i det andet Ekstra Bladet, Information og Weekendavisen. De tre store er begejstrede. Efter at være kommet sig over sin overraskelse over samarbejdet synes Niels Lyngsø at »ord og billeder fungerer vældig godt sammen«, selv om der »synes at optræde adskilligt flere nøgne damer i Olsens tegninger, end der er belæg for i digtene«. Tilfreds er også Berlingskes Jørgen Jørgensen, for hvem »tegningernes frodige realisme og tekstens mylder af præcise billeder udgør en helhed, som gør udgivelsen til en bogbegivenhed i dobbelt forstand«, mens Jyllands-Postens mand noget nær euforisk ligefrem »nægter at sige illustrationer, for tegningerne er meddigtende, associerende og tolkende«. Så vidt de gode nyheder. Fra Information lyder der anderledes toner. »Det bedste er en ny digtsamling fra Søren Ulrik Thomsen. Det værste er, når den er illustreret«, skriver Lilian Munk Rösing, for hvem det overgår forstanden, at samlingen er illustreret af Ib Spang Olsen. Uvant usikker er Weekendavisens Lars Bukdahl, der, som han skriver, »sgu ikke ved med Ib Spang Olsens illustrationer«. De er »temmelig bogstavelige og vamsede«, synes han, og han ville derfor have foretrukket »at se, hvad jævnaldrende, tidligere cover girls som Nina Sten-Knudsen, Berit Jensen og Dorte Dahlin havde stillet op«. Simplere er det set fra Ekstra Bladet. »Når det af og til lykkes digteren at få fremskrevet et billede på en indre sindstilstand, reduceres den i en tegning, der fjerner alle flertydigheder«, skriver den gnavne Kamilla Löfström Kristensen, for hvem løsningen ligger lige for. »Dorthes dukke og Osteskipper Ostenfeldt må tilbage, hvor de kom fra, i Halfdan Rasmussens ABC«.