For et par uger siden skrev undertegnede i forbindelse med en herlig tur til bøgernes Amsterdam, at »man ikke flygter ind i en bog, hvis livet udenfor taler med en stemme der er højere«. Se, umiddelbart lyder det jo rigtigt, men faktisk er det modsatte jo ofte tilfældet. Mon ikke de fleste har oplevet, også i situationer, hvor meget står på spil, at tilværelsen kan få ekstra glød og dybde, netop når man læser, hvad lidelses- eller nydelsesfæller har skrevet - eller udtrykt gennem musik? For tyve år siden da Deres bp og hans weltschmerzvenner kun gik i sort tøj og hørte melankolsk britisk rockmusik, fyldte visse digtere og sangskrivere så meget, at det ikke var muligt at skelne mellem det levede og det læste. Alt var filtret ind i hinanden. Atomtrussel, miljøkrise, totalitarisme i Øst? Lyden af en bestemt guitar eller frasering, tre ord sat rigtigt sammen, en formulering i en tyk bog kunne opleves meget stærkere end et hvilket som helst makrosociologisk fænomen. Det kunne ligne antisocial eskapisme til en æstetiseret verden, men nej. Folk, der besøger drømte og opdigtede virkeligheder (eller skaber dem), ender som oftest med at få en nyttig sidegevinst: De får tanket benzin til bevidsthedens samfundskritiske motorer - hvilket i parentes bemærket er grunden til, at det er så svært for Weekendavisen, der jævnligt græmmer sig, at opspore højreorienterede forfattere.