Theis er lektor på Københavns universitet og på jagt efter et motto til sin doktordisputats. Han har fået en mystisk mail med en opfordring til at lede i en skraldespand på Bispetorvet Forførelse i 24 akter» Theis så sig over skulderen, inden han bøjede sig over skraldespanden. Der lå en skåret flaske, utallige våde cigaretskod og en serviet indsmurt i ketchup, men under den lå et ark papir. Sirligt foldet. Han tog det op og satte sig på bænken. Gamlingen ved siden af med de afklippede fingervanter nikkede og hævede øllen. Theis nikkede tilbage og foldede arket ud. »Eller: Elskoven forsøger at læge det sår, der er tilføjet menneskenaturen. Platon«, stod der. Og nedenunder: »På grønttorvet, ved den container der altid lugter, i morgen klokken 13«. I nederste hjørne var fæstnet et stykke rødt uldgarn. »For fanden, mand«, sagde han. »Nemlig!«, brummede gamlingen og hævede øllen igen. Theis skævede til ham. Så svingede han sig op på cyklen og krydsede gennem gaderne, ud mod Amager. Da han trådte ind på instituttet, løb han ind i Katrine. »Elskoven forsøger at læge det sår, der er tilføjet menneskenaturen«, sagde han forpustet. Katrine hævede øjenbrynene og stirrede på ham. »Lignelsen er også nyttig i prosa, men ikke for ofte. Aristoteles«, svarede hun med et skævt grin og forsvandt videre ned ad gangen. Theis rynkede brynene. »Du, Theis«, lød det bag ham. Det var Marianne. Theis tænkte, at hun egentlig så dejlig ud. Med de fyldige læber. Og brysterne. »Kan du hjælpe mig med en ting?«, spurgte hun. Theis skar en grimasse. »Åh, jeg har sgu dårligt tid«, sagde han og slog beklagende ud med armene. Marianne sukkede og forsvandt ind på sit kontor. Hov, vent, tænkte han pludselig. Hvem var i frokoststuen i går? Ingen andre kunne jo vide, at han manglede det motto. Katrine, Martin, Marianne, Dorthe Elisabeth, Riemann, Frederik. Han så sig over skulderen. For anden gang den dag.