Eller: De dionysiske rørelser får det subjektive til at svinde bort til fuldkommen selvforglemmelse. Nietzsche«. Theis stod på Svineryggen ved Skt. Jørgens sø. Han læste citatet igen. »Hvor fanden er det fra?«, sagde han vredt. »Hva'ba'?«, sagde en ældre dame, som netop gik forbi. »Nåeh«, sagde Theis. Men damen var allerede flere meter væk. 'Tragediens fødsel'. Det var fra 'Tragediens fødsel'. Det var jo den, Marianne havde stået med i går. Var det Marianne? De andre, jo, men Marianne? Den mulighed havde Theis for længst udelukket. Han strammede det ene snørebånd i løbeskoene og løb hjemad. Undervejs foldede han sedlen ud igen og skubbede den røde tråd til side for at se, hvor man ville have ham til at troppe op i morgen. Vodroffsvej nr. 21A.Theis sad ved skrivebordet i lejligheden. Foran ham lå flere opslåede værker, og rundt omkring stak papirer frem, som han af og til gravede sig ned til for at notere et indfald. Håret strittede vådt efter badet, og han læste hurtigere og hurtigere. Så fiskede han tastaturet frem under Salmonsens bind 10 og begyndte at skrive, indtil han skubbede det væk igen og i stedet fyldte bagsiden af en kuvert fra Skatteforvaltningen med sin kaotiske skrift. Telefonen ringede. Det var Katrine. Hun spurgte til disputatsen. Hvornår den blev trykklar. Theis rømmede sig og purrede op i håret. »Øh«, sagde han. »Jeg sidder netop og lægger sidste hånd på korrekturlæsningen«. Han rodede i stakkene for at finde frem til afhandlingen. Kaffekoppen røg på gulvet. »Jeg har lige sendt andenkorrekturen på min af sted«, sagde Katrine. Theis svedte. Da han havde lagt røret på, gik han ud i køkkenet og lukkede køleskabet op for straks at lukke det igen. Så greb han remoten og gav sig til at zappe rundt.