Forårets ramaskrig over besparelserne på biblioteksafgiften kan nu udskiftes med begejstringsbrøl. I hvert fald hos nogle af landets forfattere og skribenter. En række forfattere, som kun stod til at modtage få hundrede kroner i biblioteksafgift, en enkelt faktisk kun 88 kr., får nu i stedet en check på 5.000 kr. I alt 345 forfattere får 5.000 kr., fordi de har søgt om at få del i den pulje på i alt to mio. kr., som kulturminister Brian Mikkelsen (K) oprettede i kølvandet på forårets ballade om biblioteksafgiften. Puljen var især tiltænkt unge forfattere, som endnu ikke havde skrevet så mange bøger, at deres biblioteksafgift i 2002 var kommet over den nye bundgrænse på 5.000 kr. Penge til alle Nu viser det sig, at der har været så få kvalificerede ansøgere til puljen, at Litteraturrådet stadig ikke har kunnet uddele alle de penge, der er afsat til formålet. »Vi har haft cirka 1.000 ansøgere, og vi har givet penge til alle, der har opfyldt kriterierne«, oplyser Marianne Kruckow, som er sekretariatschef i Litteraturrådet. Kriterierne var, at modtagerne af biblioteksafgiften skulle være eneforfatter af mindst to værker inden for skønlitteratur eller almenkulturel faglitteratur, og den seneste bog skulle være udgivet i 1999 eller senere. Nogle har imidlertid ikke været eneforfattere af to bøger, og andre har haft en anden definition af almenkulturel faglitteratur end Litteraturrådet. »Det er fagligt stof formidlet på et højt niveau for et bredt publikum, og det betyder altså, at det ikke er hestens røgt og pleje«, siger Marianne Kruckow. Hun ønsker ikke at gå ind i en vurdering af, hvorvidt de knap to mio. kr. er gået til de personer, puljen var oprettet til at gavne. En gennemgang af listen over beløbsmodtagere viser imidlertid, at selv om flere yngre forfattere er iblandt, er der flere gange så mange beløbsmodtagere, som selv ikke den flittigste bibliotekslåner nogensinde vil have hørt om - plus nogle de aldrig har forbundet med bøger. Puljen, som er en engangsforestilling, eftersom bundgrænsen fra næste år er 1.535 kr., har givet penge til yngre forfattere som Jokum Rohde, Claus Beck-Nielsen, Peter Adolphsen, Jens Blendstrup, Iben Clases og Tore Ørnsbo, men der er også faldet checks på 5.000 kr. af til f.eks. Kristen Poulsgaard, Ib Mossin og Otto Ludwig. Tyndt ansøgerfelt Da netmagasinet Søndag Aften tidligere i år lavede en liste over de 400 heldige, som måtte formodes at komme i betragtning, lå den anslåede bundgrænse på cirka 2.900 kr. Ud af de 400 formodede legatmodtagere fandt Søndag Aften dengang cirka 60 skønlitterære forfattere. Nu blev bundgrænsen på 88 kr. Næstlaveste udbetaling kom for 108 kr., og her er de 5.000 kr. måske et plaster på såret for forfatterens to bøger fra 2001 og 2002. Den ene udkom på forfatterforlaget Attika og blev knap bemærket af nogen. Den anden, en krimi, udkom i år og fik hårrejsende dårlige anmeldelser. Afdelingschef Poul Bache, Kulturministeriet, har endnu ikke været listen fra trøstpuljen igennem, men er orienteret om, at ansøgningsfeltet »har været tyndt«. »Det er jo både godt og skidt. Det havde også været et problem, hvis der havde været så mange ansøgere, at det var svært at tilgodese dem, man gerne ville tilgodese. Men det kan jo også være problematisk, at ansøgerfeltet har været så tyndt, at man nærmest synes, der er sat for mange penge af i forhold til efterspørgslen«, siger Poul Bache. Han regner med, at der de kommende fire år vil være relativt roligt omkring biblioteksafgiften, eftersom Folketinget på onsdag vedtager en lov, som gennem et politisk forlig sikrer økonomien bag biblioteksafgiften. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra kulturminister Brian Mikkelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
»Nu er vi sparket tilbage til start«: Yderst effektivt våben mod SMS-svindel bliver stoppet
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler





