Den danske romantik blev født i december 1802, da den 23-årige Adam Gottlob Øhlenslæger udsendte sine 'Digte 1803'. Sådan plejer man i det mindste at fortælle historien (skønt den ti år ældre Schack Staffeldt allerede i 1790'erne skrev digte, der kan kaldes romantiske). Forud for fødslen gik naturligvis en undfangelse, og historien om den er berømt: Tidligere på året i 1802 havde den upåagtede digterspire (og fallerede skuespiller og mislykkede jurastuderende!) Øhlenslæger mødt den lidt ældre filosof Henrich Steffens, der netop var vendt hjem fra Tyskland, stærkt inspireret af den nye romantiske naturfilosofi og digtning, der udfoldede sig dér hos Schlegel, Schelling, Novalis og andre. Navnlig ét bestemt møde med Steffens blev afgørende for den unge digter - og for dansk litteratur. Forud for mødet havde Øhlenslæger allerede skrevet en del digte, og han havde truffet aftale med en bogtrykker om at udgive en samling senere på året. Efter det berømte møde med Steffens kasserede han imidlertid de fleste af dem og skrev i rasende hast en hel masse nye. I løbet af nogle måneder var det blevet til de tre hundrede siders poesi, som 'Digte 1803' består af. Det møde med Steffens, som udløste Øhlenslægers romantiske raptus, beskriver digteren selv på følgende måde i en senere erindring: »Han Steffens begyndte at tale med mig Kl. 11 om Formiddagen, og saaledes blev vi ved til Kl. 3 om Natten; altsaa i fulde sexten Timer. Imidlertid spiste vi Beefsteaks og drak Viin hos Richters, spadserede til Frederiksberg, gik Søndermarken rundt, og begave os derfra til Kiøbenhavn, hvor jeg sov hos Steffens om Natten, men sprang drømmende ud af Sengen og larmede, da jeg havde slumret noget. Morgenen derpaa, efter Frokosten, gik jeg hjem, og satte mig strax hen at skrive det lyriske Digt: Guldhornene, for at bevise Steffens at jeg var en Digter, hvorom han, efter det forhen 'Kiendte' at dømme, lod til at have nogen Tvivl. »Ei, min Bedste!«, sagde Steffens, da jeg havde forelæst ham dette Stykke, »De er jo virkelig en Digter« - Jeg svarede ham, at jeg fast selv var af den Formodning«.