Den omstridte bog 'Zions vises protokoller' er igen dukket op på de arabiske bestsellerlister - mere end 100 år efter at den blev skrevet for at miskreditere russiske jøder, og mere end 60 år efter at Adolf Hitler brugte den som argument for jødeudryddelse. Den direkte anledning er en netop afsluttet egyptisk tv-serie, vist på over 20 forskellige arabiske tv-kanaler, der handlede om 'Protokollerne'. Udskældt serie Et dokument, der hævder eksistensen af en global sammensværgelse, der skal give jøderne verdensherredømmet. Serien gav anledning til voldsom kritik fra Israel og USA, der mente, at det ville få antisemitismen til at florere voldsomt i den arabiske verden og dermed give nyt ideologisk brændstof til mellemøstkonlikten. Bogens pludselige popularitet kunne tyde på, at serien i hvert fald har en virkning. »Vi sælger vel omkring 50 om ugen. Før tv-serien havde vi dem slet ikke på lager«, siger en boghandler i det centrale Kairo. Til en pris alle har råd til Prisen for et eksemplar af den 304 sider store paperback er sølle fem egyptiske pund, eller lidt over otte kroner. Det er lavt nok til, at næsten alle har råd til at købe den. Og boghandlerens salgstal tyder da også på, at der bliver solgt mindst 1.000 eksemplarer om ugen, bare i Kairo. På forsiden prydes den kridhvide bog af en blodrød davidsstjerne, som en ottearmet blæksprutte har filtret sine fangarme ind i. Symbolikken er ikke til at misforstå. Hér har vi en bog om 'den jødiske trussel'. Falsum Ifølge al pålidelig historieskrivning er 'Protokollerne' et falsum, der blev lavet af den russiske tsars hemmelige politi i 1897 eller 1898. Det blev skræddersyet til at retfærdiggøre jødeforfølgelser. Siden brugte bl.a. nazisterne det som bevis på, at jøderne var ude på noget. Bogen er blevet kaldt det 20. århundredes mest indflydelsesrige. Men i den arabiske verden er folk - selv de veluddannede - ikke så sikre på, at den er et falsum, for den passer godt ind i de antijødiske fordomme. »Her i regionen tror mange, at bogen er sand. Og i og for sig er det vel ligegyldigt, om den skulle være opdigtet. Vi kan jo se, at de er ved at blive til virkelighed. Jøderne får mere og mere indflydelse i verden«, siger boghandleren, der foretrækker at være anonym. Følsomt som storpolitik Det er ikke mærkeligt, at han ikke vil lægge navn til. For emnet har de seneste to måneder udviklet sig til at blive storpolitik. Det begyndte, da den amerikanske jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation League hørte om den egyptiske tv-serie 'Ridder uden hest'. I den historiske serie, der havde premiere 6. november, følger seerne over 41 daglige afsnit en palæstinensisk journalist, der prøver at finde ud af sandheden bag 'Protokollerne'. Kraftige antydninger Officielt giver serien ikke noget svar på, om 'Protokollerne' er sande. Men det antydes kraftigt. For eksempel ser man på et tidspunkt i serien en gruppe aldrende jøder, der diskuterer risikoen for, om deres 'planer' er ved at blive afsløret. Alene foromtalen fik USA til at protestere til Egypten. Og Israel har officielt klaget til FN over et påstået brud på den internationale racismetraktat. Svulstig og dårligt skrevet De fleste egyptiske kritikere har beskrevet serien som svulstig og dårligt skrevet. Alligevel fik presset udefra det meste af landets kunstneriske elite til at stå sammen. »Amerikanerne og israelerne har total ytringsfrihed. Hvorfor kan de så ikke acceptere den hos andre? De kan sige, hvad de vil om indholdet, men de kan ikke stoppe serien«, siger Nabil Shazli, en egyptisk filmproducent. Mange kritiske arabiske røster Der har også været mange arabiske røster, der kritiserer serien. En af dem er Hisham Kassem, formand for Egyptian Organisation for Human Rights. Han havde helst set, at serien aldrig var blevet sendt - men mener, at det var en stor fejl at kræve den bortcensureret. »Det er meget uheldigt, at der kom sådan et internationalt ramaskrig. Uden det var serien aldrig blevet så populær - og bogen havde ikke solgt så godt, som den nu gør«, siger Hisham Kassem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen





