»Forfatterskabetssærlige beskaffenhed i kraft af dets pendlen mellem skønlitteratur og faglige udgivelser har været medvirkende til, at læsere og litteraturformidlere har haft svært ved at danne sig et overblik over Vads litterære univers«. Sådan skriver den nok bedste kender af dette univers, hollænderen Hank van der Liet, om forfatteren og kunsthistorikeren Poul Vad, der døde i går, 76 år gammel. Poul Vad var en forfatternes forfatter: han skrev ikke letfordøjelig skønlitteratur til dem, der ikke i udgangspunktet var interesserede, og han var både som essayist, forlagsmand og privatperson utrættelig, når gode, men måske svære, specielle og oversete forfatterskaber, kunstnere eller kunstværker skulle formidles eller rehabiliteres. Som kunsthistoriker var han mere demokratisk og hans sprog mere nænsomt end i de radikale, ofte absurdistisk ironiske skønlitterære værker. Mest kendt i brede kredse blev Poul Vad vel, da han i 1988 udgav den store, eminent velskrevne og rigt udstyrede monografi 'Hammershøi. Værk og liv', der blev noget nær folkeeje. Men siden debuten som digter i 1956 og som romanforfatter med 'De Nøjsomme' i 1960 oplevede Poul Vad både kollegernes anerkendelse og opmærksomhed i brede kredse. Hans fornemme stiliserede middelalderroman 'Rubruk', som ikke står tilbage for Ecos 'Rosens navn', blev i 1972 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og den store, myldrende roman 'Kattens anatomi', som betragtes som hans mesterværk, indbragte ham Det danske Akademis Store Pris i 1979. Senest fik han i år 100.000 fra Jeanne og Henri Nathansens Mindelagat. Som Poul Vad selv sagde i et interview her i Politiken for nylig, havde han tre forskellige slags publikum: de jævnaldrende, der læste de første romaner, herunder den nyligt genudgivne og flot modtagne, tredelte 'Taber og vinder' med deres sproglige filigranarbejde og svært definerbare indre spænding; de yngre, der mødte ham første gang i den groteske og sanselige 'Kattens anatomi', og så dem der først og fremmest og måske kun kendte Vad som omhyggelig og klar kunsthistoriker og museumsmand. Som sådan udgav han adskillige monografier, bl.a. om Henry Heerup, Ejler Bille, Erik Thommesen og Albert Mertz. Poul Vad, der blev mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet i 1958, var efter et par år som inspektør på Statens Museum for Kunst i mange år kunsthistorisk konsulent for Holstebro Kommune, hvor han opbyggede kunstmuseet. Det er således den lidenskabelige æstet Poul Vad vi kan takke for, at et af den moderne kunsts hovedværker, Alberto Giacomettis 'Pige med kærre', står så tilgængeligt i en dansk provinsgågade og nu er blevet folkeeje. Hvis den i øvrigt ureligiøse Poul Vad havde en tro - eller måske var det en erfaring - var det, at det er kunsten, der indeholder muligheden for forløsning og fortrøstning i en i øvrigt klaustrofobisk og meningsløs eksistens. (Sådan som den for eksempel kommer til udtryk i en provinsgågade, kunne man tilføje). I de sidste ti år - efter kraftanstrengelsen med Hammershøi-bogen - udgav Poul Vad samlinger af sine essays om kunst og litteratur og erindringer i et stilfærdigt toneleje med subtil selvironi. Men stadig i en stoisk stræben efter at blotlægge kunstens essens. Som følge deraf er der ingen moraler - måske sågar moral i traditionel forstand - i Poul Vads univers. I den forbindelse er hans beundring for Céline konsekvent. Poul Vad var også fandenivoldsk og karnevalistisk, inspireret af Rabelais og Bakhtin. Nogle af sine allersidste kræfter brugte Poul Vad - typisk - på at agitere for en dansk udgivelse af den sprogligt bevidsthedsudvidende og derfor svært oversættelige russiske nyklassiker Andrej Platonov. På spørgsmålet om hvad han gerne vil huskes for, svarede Poul Vad for nylig: »I hvert fald for det litterære. Sproget er mit liv«. Nu er livet væk. Men sproget er der stadig.