Var det en forbrydelse, eller var det tværtimod en heroisk redningsaktion udført af en hædersmand? Drejer sagen sig virkelig om målrettet økonomisk berigelse, eller var der snarere tale om et langvarigt og særligt hårdt tilfælde af bibliopatisk kleptomani, klibtopati også kaldet? Spørgsmålet presser sig på her i sanatoriet i forbindelse med det, der i disse dage fremstår som århundredets bogrøveri på Det Kongelige Bibliotek. Ganske typisk for tidsånden er det den økonomiske vinkel, der fra starten har domineret. Bøger for 150 mio. kr. stjålet, hed det igen og igen. Så kom det frem, at den afdøde bibliotekar, der har fjernet bøger fra Det Kongelige Bibliotek, var hårdt angrebet af kærlighed til bøger. Som tidligere forskningsleder Ulf Haxen formulerede det. »Manden var bibliofil. Det kan let gå over gevind, og det har det åbenbart gjort i denne situation. Man bliver nødt til at kalde ham kriminel, men jeg tror også, at der lå en vis kærlighed til faget bag hans handling«. Her er det vi spørger: Mon nogen har overvejet den mulighed, at bøgerne kan være blevet anbragt af filologen i dennes hjemlige »depot«, netop fordi vedkommende var utryg ved den elendige sikkerhed som biblioteket, vedkommendes arbejdsplads, kunne tilbyde? Ja, vi spørger bare for kærligheden til bøger har mange ansigter, og det er ikke dem alle, man kan stille til skue, hvis man er omgivet af ignoranter og/eller elendige sikkerhedssystemer.