Kronikøren Jens Juhl Jensen mener i Saxos Forord at have fundet en hidtil upåagtet selvbiografisk notits. Den skulle befinde sig i 'sætningen' LCTIOEVIPADVAE, der fremkommer, hvis man et sted i Saxos Forord skriver ordenes begyndelsesbogstaver op på rad og række. Med kun en lille smule snyd bliver det til LECTIO VI PADVAE, der så sælges som god latin og skulle betyde, at »Valget af Padua (skete) med magt«. På dette grundlag gætter kronikøren, at Saxo i en periode af sit liv opholdt sig i Padua, og han beretter så om en rejse, han har foretaget til denne by i Norditalien, på jagt efter »et fysisk minde om Saxos landflygtighed«. Det lykkedes, skriver han, for på et bibliotek fandt han intet mindre end »en hidtil ukendt oversættelse af dele af Saxos Danmarkshistorie«. Det er en bog, trykt i Venedig i 1560, oversætteren hedder Remigio Fiorentino, og en sammenligning med førsteudgaven af Saxo, Paris 1514, afslører hele tre afvigelser. Som med 'Angers-fragmentet', et stykke af Saxos kladde, der blev fundet i 1865, står vi over for en anden Saxo-tekst end den, Paris-udgaven byder på. Så kører det bare. Antagelig findes denne kladde stadig. For kun 40 kilometer adskiller Saxos Padua og Remigios Venedig. Hvis Saxo efterlod en kladde i Padua, som 350 år senere blev fundet og benyttet af Remigio, og hvis Remigios oversættelse har været glemt i 450 år (indtil vor kronikør fandt den), så kan Saxos kladde jo sagtens ligge dernede endnu. - Læseren må spørge sig selv med ængstelse, om Italien mon vil være så venlig at udlevere dette stykke dansk kulturarv til de rette ejere. Det bliver en stor dag for Danmark. Selvfølgelig nævner kronikøren ikke bogens titel. Tænk hvis nogen kom ham i forkøbet og tog æren for alle tiders håndskriftfund!