Vi har de seneste uger beskæftiget os en del med litterære abekattestreger. Men hvad med hundene? De er jo menneskets bedste venner, og hundene har altid haft deres eget særlige reservat i bøgernes verden. Tænk blot på historien om 'Baskervilles hund', på 'Sorte hunde' af Ian McEwan, 'Tim' i Enid Blytons 'De fem'-bøger eller på afdøde retsmediciner Preben Gertingers frygtelige beretning i 'En retsmediciners bekendelser' om den svenske moppe, der spiste sin ejermands ansigt, efter at denne var død i sin seng! På vort bord har vi to hundebøger. Den ene er 'Aschehougs hundebog', hvori man i afsnittet 'Elsker hunde os?' kan læse, hvad forfatteren Bruce Fogle mener om den sag. Han vil vove den påstand, »at det forhold, en hund udvikler til sin menneskefamilie, er nærmest biologisk i sin intensitet«. På spørgsmålet, om de virkelig elsker os, ender han lidt skuffende med at svare: »Videnskaben kan ikke besvare det spørgsmål, og det er umuligt at se ind i hundens hjerne for at finde ud af det, så et objektivt svar kan vi ikke få. Men for mit eget vedkommende kan der kun være et tilfredsstillende svar: Selvfølgelig gør de det!«.