Ja til støtte, nej til udvalg

Lyt til artiklen

Reglerne for inhabilitet i Kunstrådets fagudvalg er for uklare. Derfor tøver danske forfattere med at lade sig vælge til medlem af fagudvalg for litteratur. Det siger formanden for Danske Skønlitterære Forfattere, Peter Legård Nielsen. Senest har forfatteren Katrine Marie Guldager takket nej til posten som medlem af fagudvalget for litteratur, som blev ledig efter Jens-Martin Eriksen. Derfor skal forfatterne indstille en ny forfatter, der kan blive udpeget 10. september, når Kunstrådets repræsentantskab holder møde Guldager ønsker ikke at kommentere sit afslag, men Jens-Martin Eriksens begrundelse for at trække sig var, at han ikke ville sidde i et udvalg, som skulle behandle hans egen ansøgning om støtte. Særbehandling »Der ville ikke være nogen problemer, hvis problemet med inhabilitet blev løst. Skabende kunstnere i et fagudvalg skal sidde der i fire år, så de er nødt til selv at have muligheden for at søge om støtte. Det er ikke nok, at en forfatter går uden for døren, når vedkommendes egen ansøgning bliver behandlet. Et alternativ kunne være, at det i stedet var Kunstrådet, der behandlede ansøgninger, når medlemmer af fagudvalgene selv søgte om støtte«, siger Peter Legård Nielsen. Formanden for fagudvalg for litteratur, Claes Kastholm Hansen, siger, at forfatterne peger på et problem, der er lige så uløseligt som cirklens kvadratur. »Der ér klare regler i dag, og det har der været hele tiden. Og Jens-Martin Eriksen var også godt klar over, hvordan reglerne var. Når et fagudvalgsmedlem søger om støtte, sender udvalget ansøgningen videre til Kunstrådet, som tager principiel stilling til, om ansøgeren er kvalificeret. Derefter bliver ansøgningen sendt tilbage til udvalget, som derefter prioriterer«. »Det er ikke en løsning at lade Kunstrådet have den endelige afgørelse, for i det tilfælde ville der være tale om en særbehandling af en ansøgning, for dermed ville ansøgningen gå uden om den generelle prioritering. I fagudvalget sidder vi ofte med 30-40 kvalificerede ansøgninger, men vi har kun penge til at støtte de 20. Det betyder, at vi må prioritere, og det er i den prioritering, en række højt kvalificerede ansøgere falder igennem. Hvis et fagudvalgsmedlems ansøgning blev behandlet af Kunstrådet, ville den gå helt uden om prioriteringen«, siger Claes Kastholm Hansen. Kompensation Den bedste løsning ville efter hans mening være, at udvalgsmedlemmer ikke kunne søge, men at de med et passende honorar blev kompenseret for deres arbejde. »Flertallet i Folketinget har imidlertid besluttet, at medlemmer af fagudvalgene skal søge på linje med alle andre, så der står vi, og jeg siger selv til mine egne udvalgsmedlemmer, at de ikke skal holde sig tilbage«. »Udvalgsmedlemmer får 97.000 kroner om året, men mange skønlitterære forfattere baserer en stor del af deres indtægt på legater, så for dem kompenserer honoraret ikke for manglende støtte, specielt ikke efter at vi har sat legaternes størrelse i vejret«, siger Claes Kastholm Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her