Kritikere kritiserer. Det er det, de får deres penge for, men deres indsats stopper sjældent dér. Kritikere har nemlig ofte mere på hjerte end blot en kommentar fra sidelinjen, og det kan derfor tit være svært at skelne den anmeldte litteraturs puls fra kritikerens egen. Det viser blandt andet to nye essaysamlinger fra den engelsksprogede verdens mest gennemtrængende kritiske røster lige nu, James Wood og Dale Peck. Litterære darlings Den første, en brite, er lige så sober og proper i stemmeføringen, som den anden, en amerikaner, er vulgær og højrøstet i sin behandling af litteraturen, men de er dog rystende enige om én ting: Den ellers så populære samfundsroman à la Jonathan Franzens 'The Corrections' og Zadie Smiths 'White Teeth' er ikke noget at samle på. Franzen og Smith har ellers indtaget pladsen som hele den vestlige verdens litterære darlings - sammen med litterære artsfæller som Jeffrey Eugenides, Rick Moody og David Foster Wallace - siden udgivelsen af deres kritikerroste bestsellere fra starten af årtusindskiftet. For lidt om kødelige mennesker De har prydet forsider på det toneangivende New York Book Review og fået deres noveller trykt i det prestigiøse magasin The New Yorker. Dertil har de solgt bøger i massevis og blevet portrætteret i alverdens magasiner som deres generations vigtigste litterære stemmer. Men Wood og Peck deltager ikke i heppekoret omkring de unge forfatteres litteratur, som de afviser som henholdsvis »hysterisk realisme« og »recherché postmodernisme«. Etikken er forskellig, men dommen bag stemplingen er den samme: De litterære ynglinge skriver for lange romaner, der handler for meget om abstrakte idéer og for lidt om mennesker af kød og blod. Det mener både Wood og Peck, men så hører ligheden mellem de to kritikere også op. James Wood er en dybt respekteret mand, som både forfattere og kolleger taget seriøst, og hans nye samling af litterære essays, 'The Irresponsible Self: On Laughter and the Novel', viser hvorfor: Han kan sit håndværk og bygger med hver anmeldelse en forståelig ramme op for den æstetik, han bedømmer litteraturen ud fra, og selv om det er en ramme, der er lidt gammeldags i konstruktionen, så ved man i det mindste, hvad man har at holde sig til. Stor selvbevidsthed Dale Peck er af en helt anden skole. Han er blevet kaldt verdens mest hadede kritiker, der skærer helt ind til benet og somme tider også gennem benet med sin kritiske motorsav i højeste gear - en stil, som titlen på hans anmelderessays antyder: 'Hatchet Jobs: Cutting Through Contemporary Literature'. For Wood er problemet med samtidens forfattere klart afstukket. Det specielt 'hysteriske' ved dem er måden, de skriver på - som en »overophedet turbomaskine«, der »for alt i verden vil være sjov og underholdende hele tiden«. Så optaget er de af at holde dampen oppe, at de glemmer at give tætte beskrivelser - af personer, miljø, menneskelige relationer - og i stedet forsvinder ud af fortællingen i vilde diskurser om alt muligt mellem himmel og jord. I modsætning til den ældre generation af forfattere som Isaac Babel og Italo Svevo, der aldrig skyggede for deres litterære personer og miljøbeskrivelser med spydige forfatterkommentarer og rapkæftet 'jeg ved det hele'-attitude, så sætter de unge forfattere sig selv i centrum og forviser dermed deres personer til margenen, hvor de står og hænger som nogle blege afskygninger i romaner med »en stor selvbevidsthed, men uden noget menneskeligt selv«. Omvendt voldsscenario Man kan så diskutere med Wood, om det ikke netop er pointen med den litteratur, han kalder »hysterisk«, at den med sin hæsblæsende stil vil beskrive et samfund i rivende teknologisk udvikling, hvor menneskene netop føler sig som blege aftegninger af et tidligere jegbegreb, hvis håndfaste konturer nu er opløst i et væld af elektroniske skærme? Det kan godt være, at man her savner »mennesker af kød og blod«, men hvordan ellers indkredse den uvirkelighedsfølelse, som mange bærer rundt på i dag, hvor identitet er noget, man frit vælger - og altså ikke noget, man har? Så er Dale Peck sværere at få hold på, mest fordi han slår så vildt og blindt om sig i sine anmeldelser, at det er umuligt at få hold på den æstetik, han slår med. Det er ikke overraskende, at desperate forfattere efter sigende skulle have kastet sig over Peck på åben gade, såret over den hårdhændede måde, han behandlede deres litteratur på, for Pecks stil er øretæveindbydende. Et eksempel - det eksempel, der gjorde ham berømt og berygtet i vide kredse - er hans chokerende anmeldelse af Rick Moodys 'Black Veil', som Peck begynder med den overraskende dom, at den ellers så kritikerroste Moody (ham med 'The Ice Storm') er »sin generations allerværste forfatter«. Og ikke nok med dét. Senere i anmeldelsen får Peck endda vendt voldsscenariet om, så det er Peck, der fremstår som offeret, fordi dét at læse Moodys bøger ifølge kritikeren er »som at få en knytnæve midt i synet af en vildt fremmed, der bagefter står og venter for at se, om jeg er mand nok til at rive nosserne af ham«. Oplysende og opvækkende Siden har Peck flået i samtlige af tidens populære forfattere - og ofte i området under bæltestedet - men i modsætning til Wood mener han ikke, at de bør lægge sig tættere op ad den litterære tradition, men snarere træde ud af dens skygge. Det handler nærmere bestemt om den elitære strømning i den vestlige kanon, der går fra James Joyce over Faulkner og Nabokov til Don DeLillo og Thomas Pynchon, som Peck mener, at nutidens forfattere bør kappe navlestrengen til - og helst med ét (økse)hug. Både James Wood og Dale Peck har en mission her i livet på litteraturens vegne, og mens den første er oplysende i sine prædikener, er den anden til gengæld mere opvækkende at læse. Men helt opslugt bliver man næppe af de to herrer, dertil er Wood for lang i spyttet og Peck for hurtig på aftrækkeren. Er det for lystens skyld, man vil læse, må man nok hen i affaldskurven og fiske de romaner op, som kritikerne har smidt ud - for bedre end Franzen og Smith bliver det nok ikke i dag.