Stakkels anmeldere. De fleste aviser vurderede Bill Clintons erindringer som så vigtige, at de skulle anmeldes på udgivelsesdagen. Og det har angiveligt ikke været nogen udelt fornøjelig opgave at udføre. For bogen er lang som et ondt år. Og næsten alle beklager sig som manchetten i Berlingske Tidende: »Der er helt enkelt for meget om for lidt og for lidt om for meget ...«. Boblende begejstret Men selv om de fleste er enige om at sige lidt på den ene side og lidt på den anden, så er det faktisk ganske forskelligt, hvilke sider de fremhæver. Man skulle næsten ikke tro, det var den samme bog, de havde læst. En enkelt anmelder, Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell, der som den eneste selv fatter sig i korthed, er slet ikke blevet skræmt af størrelsen. Han kalder mastodonten »... et stærkt underholdende stykke samtidshistorie, som læseren pløjer igennem«. Så boblende begejstret skriver han om Clintons erindringer, at han glemmer at motivere, hvorfor bogen 'kun' skal have fire stjerner ud af seks. Det private »Gemt som guldklumper i en mudret Klondyke-flod rummer Clintons endeløse ordstrøm mange interessante politiske og menneskelige betragtninger, som tegner et i virkeligheden meget ærligt selvportræt ...«, skriver Marcus Rubin i Politiken. Karsten Svensson i Berlingske Tidende er uenig: »Ekspræsident Bill Clinton har ladet politikeren Clinton skrive sine erindringer. Privatmennesket Clinton får alt for sjældent lov til at titte frem, og det er en skam«. Alligevel hæfter Svensson sig ved de private detaljer. Så som at Clinton er baptist, og at religion spiller en stor rolle for ham, »men religionens indflydelse på dagligdagen og de politiske beslutninger er i bedste fald fragmentarisk beskrevet«. Klaus Justsen fra Jyllands-Posten finder også private detaljer. Han citerer en passage, hvor Clinton søger råd hos sin elskede datter Chelsea, da han skal tale til hendes studentertranslokation: »Far, jeg vil gerne have, at du siger noget klogt, men gør det kort. Pigerne vil gerne høre noget klogt, drengene håber bare, at du er morsom«. Lewinsky og Arafat Familien blev rystet i sin grundvold af Bills berømte sidespring, og Monica Lewinsky-affæren lades ikke urørt i nogen af anmeldelserne. I Fyens Stiftstidende skriver Per Storm Madsen: »Uden at udpensle detaljer fra stævnemøderne - der er intet for husarerne - fortæller Clinton åbenhjertigt om hele forløbet, og om end der er tale om et partsindlæg, så er beskrivelsen fascinerende, fordi den giver et indblik i, hvor nådesløs og beskidt politik på det plan kan være«. Det private bliver politisk i bogen, og det irriterer Svensson i Berlingske Tidende, der til gengæld finder interessante politiske kommentarer i den. Blandt andet hæfter han sig ved den fredsaftale for Mellemøsten, der var lige ved og næsten, men som Arafat forhindrede: »Arafat takkede Clinton for de mange fredsbestræbelser og tilføjede, at Clinton var en stor mand. Clinton svarede: Jeg er ikke en stor mand, men en fiasko, og det er Dem, der har gjort mig til det«. Sovepille Justsen i J-P lægger mærke til den pæne omtale af Bush senior, som står i en vis kontrast til sønnike: »Efterfølgeren George W. Bush omtales med kølig distance, men også med passende respekt. Clinton fortæller, at han advarede Bush mod truslen fra Osama bin Laden og Al Qaida, hvad ikke udløste anden reaktion end nogle spørgsmål om, hvordan arbejdet som præsident egentlig var«. Bogens omfang inspirerer anmelderne til en del hovedbrud: »1.044 tætskrevne sider, som i format minder mere om en afrikansk træhovedpude end en bog, man rent faktisk kan læse. (...) Lagde man en check på 500 kroner dybt inde i bogen ville langt de fleste forblive uindløst«, skriver Marcus Rubin i Politiken. Og Karsten Svensson afslutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende med ordene: »Mens vi venter på Bills personlige erindringer, kan danskerne roligt bruge Clintons politiske mammutbiografi som godnatlæsning. Søvnen vil helt sikkert indfinde sig«.