Alpedrømmen vender tilbage

NOBELPRISMODTAGER. Især i én avis har tiden   eller prisen   afstedkommet en ganske anderledes anmeldelse af Elfriede Jelineks roman  Lyst .   Foto: Rudi Blaha/AP
NOBELPRISMODTAGER. Især i én avis har tiden eller prisen afstedkommet en ganske anderledes anmeldelse af Elfriede Jelineks roman Lyst . Foto: Rudi Blaha/AP
Lyt til artiklen

Virker en nobelpris på afsætningen af en forfatters bøger? Det veksler vist, alt efter forfatterskabets tilgængelighed. Men i år har vi en særlig mulighed for at måle på ét godt eksempel, som samtidig udgør sin helt egen forklaring på det sproglige fænomen, at 'mareridt' på tysk hedder 'Alptraum': Årets østrigske pristager Elfriede Jelinek blev af Det Svenske Akademi rost for sin »musikalske strøm af stemmer og modstemmer i romaner og dramaer, som med enestående sproglig lidenskab blotlægger de sociale klicheers absurditet og grænseoverskridende magt«. Hvilket lovlig håndfast er udlagt: Det er skarpsynet og stor litterær kunst, men alt andet end publikumsleflende! Grænseoverskridende De Adertons lovprisning med verdensgenlyd gælder ikke desto mindre forfatteren til »en ualmindelig modbydelig bog, hadefuld, nedvurderende over for kvinder og gennemsyret af Rote Armés ideologi« - hvis man skal tro et stort dansk dagblad 5. september 1990. Det år udkom nemlig på dansk Jelineks roman 'Lyst'. Den var oversat af Nanna Thirup og udkom på forlaget Tiderne Skifter, præcis ligesom genudgivelsen forleden, der fik en anmelder til at skrive, at forfatteren er »så grænseoverskridende anderledes og sprogligt nyskabende, at hun nødvendigvis må modtage en ekstraordinær, prisbelønnet opmærksomhed«. Vold og urinsex Begge karakteristikker i anledning af samme roman var skrevet af kvindelige anmeldere og i samme avis, Jyllands-Posten. Den første nedgøring af den »modbydelige« bog var skrevet af Bodil Steensen-Leth og stod i Morgenavisen fra Viby J. 5. september 1990. Mens anprisningen af det »sprogligt nyskabende« stod i det jyske dagblad i onsdags, 17. november 2004, og skyldtes Henriette Becher Lind. Romanen, der er genstand for så diametralt modsatte vurderinger i samme dagblad med fjorten års mellemrum, hedder altså 'Lyst', og drejer sig om »direktøren for den store papirfabrik i en lille østrigsk alpeprovinsby, Hermann, og hans kone Greti, som han med korte mellemrum gennempuler på alle tænkelige måder, helst analt bøjet over badekarret, men også gerne garneret med tilpas doser lussinger, småvold og urinsex«, lød en del af Frederik Stjernfelts beskrivelse af romanen i Information dengang (10. september 1990). Så tysk, så tysk Men »langt fra at være nogen bog til natbordet, som titel og omslag kunne antyde, er det en kloaksort, deprim gennemspilning af den ubodelige ensomheds tema« noterede Stjernfelt. For ham var bogen »en prøvelse at læse«, for »ikke engang i den kunstneriske gestaltning af dette æklende dyb er der nogen filmtynd frelse at hente: dens iskolde, lukkede metaforer gentager blot rædselen«, konstaterer Stjernfelt, i en »tungt læselig og umådelig klaustrofobisk skrift«. Stjernfelt noterede Jelineks erklærede kommunisme og feminisme, men holdt sig til en æstetisk vurdering og mente bl.a., at hendes roman ikke kan måle sig med Georges Batailles beslægtede pornografisk-filosofiske 'Historien om øjet'. Bodil Steensen-Leths væmmelse over en bog, der er »så tysk, så tysk«, havde i Jyllands-Posten mere ideologiske overtoner og slog f.eks. ud i følgende udladning: »Forfatterens idiosynkrasier og ideologiske postulater gentages igen og igen. Ingen lades i tvivl om budskabet«, skriver hun - og gentager selv, at »den tyske grundighed fornægter sig ikke«. For ligesom at demonstrere, hvad en idiosynkrasi er. Men Steensen-Leth var nu godt klar over, at Jelinek er østriger, og om det æstetiske har hun også den modstræbende indrømmelse, at »forfatteren i stilistisk henseende langtfra er nogen novice«. Alternative ord Mens Jyllands-Posten og Information altså dengang var enige om afvisningen, forholdt det sig modsat her i Politiken. Bogen med det »sorte univers«, hvor manden letter sig i kvinden »som et kloakafløb«, var ifølge Edel Hildebrandt her i Politiken 5. september for fjorten år siden »svær at lægge fra sig, endsige ryste af sig«, for nok var sproget svært og springende, »men andre steder præcist som kirurgens kniv«. »Vi er alle ofre, så længe vi bliver ved med at behandle hinanden som varer på supermarkedets hylder«, konstaterede Edel Hildebrandt dengang. Helt på linje med Lise Garsdals genanmeldelse af romanen her i avisen i onsdags: »hendes kritik af den herskende markedsideologi slår ... enhver økonomisk analyse i konsekvens og dybde«. Dertil kommer, at »Jelineks alternative ord for pik og patter er talrige og taktløse og dybt fascinerende. (For ikke at sige formidabelt oversat)«. Med Jelineks roman er »alpeidyllen for stedse afblæst. Tilbage ligger et ufremkommeligt, fjendtligt bjerglandskab af ord. Strittende smukt«, sluttede vores anmelder forleden. Tiderne skifter ... Nu altså på linje med dagens nye anmelder i Jyllands-Posten, føromtalte Henriette Becher Lind: »Hvem siger kunst skal være smuk?«, spurgte hun, og selv de skæve og skingre metaforer, hendes forgænger kaldte »ordsalat« i 1990, fandt hun mening i: den forvrængning, metaforerne brutalt slynger »lige i ansigtet på læseren«, er den selv samme som »det disharmoniske forhold mellem manden og kvinden«. Og i den avis, hvor man i 1990 kunne læse om det »docerende kampskrift« med »ideologiske maskingeværsalver«, forklares det nu i 2004, at »dette ikke er en realistisk skildring. Det er en allegori, der ønsker at hudflette en fremmedgørelse og tingsliggørelse, som ifølge feministen Elfriede Jelinek er et uundgåeligt biprodukt af et kapitalistisk samfundssystem«. Det beviser ikke nødvendigvis, at litteraturpriser ændrer anmeldernes dom, endsige læsernes indkøbslyster. Men det antyder da, at Tiderne Skifter - selv i Jyllands-Posten!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her