I sidste uge beskæftigede vi os med Francesco Petrarca, den uhyre uheldige bogudlåner (se læserbrev nedenfor), der havde grund til at blive rasende over aldrig nogensinde at få sine Cicero-bøger igen. I vort eget lille liv er det som regel bilister, der forårsager ubændigt raseri. Batmobilen Deres Bibliopat oparbejder fra tid til anden en utæmmelig vrede på motorvejen, og i sådanne situationer er det ikke bøger, han kommer i tanke om. I stedet tænker han altid på ordene i en sang af den engelske gruppe Radiohead, »When I am King you will be first against the wall«, lyder de, og sådan er det jo - og dernæst på sin gamle Batmobil, og hvor fedt det ville være her og nu at kunne gøre kort proces med den formastelige med en Batmobil-flammekaster eller -kanon! Tolerance via læsning Hvorfor fortæller min Bibliopat mig dette? spørger De nu. Hvorfor skal en opvakt læser udsættes for puerile hævnfantasier? Det skal De heller ikke. Ikke kun i hvert fald. Vi nævner blot ovenstående, fordi vi i betragtning af alle de opbyggelige bøger, vi gennem tiden har læst, jo for længst burde have opnået et højere stadie af overbærenhed, når det gælder artsfællers forsyndelser. Læsningen burde have gjort os til et mere tolerant menneske, det er jo det, læsning kan, men det er ikke sket, hvorfor? Se, det er jo et meget stort og personligt spørgsmål, som vi godt vil vente nogle år med at besvare. I mellemtiden vil vi i stedet omtale den bog, vi burde komme i tanke om, hver gang en eller anden kraftidiot overhaler os indenom eller kører helt op i rumpetten på vor beskedne Renault. 'Musikken er større end forbrydelsen' Det er selvfølgelig novellesamlingen 'Argumenter for Benådning' (Arena, 1976) af Peter Seeberg, vi tænker på. En af historierne handler om borgerne i en lille by i Tyskland, der beder landsretten i Hoburg, Obersachsen-Kermatt, om at frifinde den anklagede Johan Peter Grimsberg øjeblikkeligt. Vel har han slået en 87-årig kone i nabobyen ihjel, vel har han skåret halsen over på en skrædder i en anden naboby, vel har han dræbt et nyfødt, udøbt barn, som en frille i en tredje naboby havde født ham, men ... mændene i byen kan ikke undvære Grimsberg i deres mandskor, og således lyder deres argument: »Anklagede er vor dybeste bas. Han udgør sangens mørke grundlag. Enhver sang bliver efter vor fornemmelse fad uden dette mørke, som intet øl smager uden den bitre humle. J.P.G.'s bidrag til vor aftenunderholdning er uundværlig for en hel bys borgere. Tenorens smægtende glæder, barytonens alvorsfulde mådehold må svæve dybt bevidste over den dybeste bas, der kan eksistere«. »Tilsted os dette synspunkt, som et vægtigt argument for os. Musikken er større end forbrydelsen. Giv os den anklagede fri for sangglædens skyld. Lad ham komme tilbage til vor by, hvor vi skal bestræbe os for at fastholde ham«. »Fremturer han med sin ildesindethed, skal vi drage omsorg for, at han øver sine onde gerninger hos os og lader dem gå ud over vor egen bys borgere. Det lover vi og sværger ved alt, hvad der er os helligt. Og med dette anbefaler vi os enstemmigt«. Her slutter historien, men vi er sikre på at landsretten i Hoburg på stedet lod nåde gå for ret og slap Grimsberg løs. Henvendelse til Gud Nu er det jo ikke hver dag, man har brug for en argumentation som den, mandskoret præsterede. Så er det anderledes med historien, der har overskriften 'Til min hustru'. Den må der være en del mænd med fruer, der kan leve sig ind i. Den lyder således: »Jeg ved, hvad jeg skylder dig. Bebrejd mig intet mere. Jeg har ikke gjort andet, end hvad andre har gjort, og mindre end det. Menneskets veje er dog uransagelige. Jeg tager hurtigtoget til Grenå mandag den 17. kl. 18.35. Vær på stationen, så jeg kan føle mig tilgivet. Jeg har koteletter med hjem til alle. Men sæt kartoflerne over, inden du tager på stationen. Anderledes kan jeg ikke forsvare mig. Din ... ...«. Der er skam også en lille historie med adresse til Gud. »Til den almægtige, himlens og jordens skaber. Enten ser du virkelig i nåde til os, eller også lader du os gå virkeligt til. Du har haft god tid. Venlig hilsen«. Strøm og modstrøm i forening Seebergs lavmælte livsfilosofiske klassiker, der også rummer forslag til nye enkle måltider (»rislende vand over sten og især når sollyset falder i det, er en stor luksus. Man drikker det af den hule hånd eller begge hænder samlet i en dyb hulning.«) er stadig mulig at skaffe - men kun antikvarisk. Ideen til de små historier om argumenter fik han i øvrigt, da han engang var i Italien, hvor han ved en kiosk i Rom så en avis med overskriften 'Nuovi Argomenti'. »Da jeg læste det tænkte jeg: Tænk at komme til at skrive de nye argumenter! Og det kom jeg til, i 1975. Disse argumenter for benådning faldt også sammen med en gammel drøm om at formulere noget, hvor strøm og modstrøm forenes«, sagde han engang i et interview. (Hele historien kan læses i Marianne Juhls fine Seeberg-monografi fra 1999). Se, her ville vi have skrevet om et af vore egne møder med Peter Seeberg, som vi har mødt en håndfuld gange i Viborg, men det må vente til næste uge. I mellemtiden kan vi lige nå et godt bibliopat-argument over for kvinder, med hvem man lever sammen: »Kære kone, vel rummer vor fælles bolig mange bøger, vel oplever du mig ofte læsende, men tænk på, hvad jeg ellers kunne have brugt tiden på - og at fyldte reoler isolerer meget bedre end rockwool!«. Quiz 1 (difficile): Hvilken italiensk forfatter stod bag tidsskriftet 'Nuovi Argomenti'? Quiz 2 (Google-immun): Solen skinner nogle gange over riget. Vandet stiger over verden, folk med drifter crasher i trafikken. Hvilken amerikansk forfatter? Quiz 3: Thai-paradis forvandlet til helvede, hvilken global bestseller 1996? I sidste uge efterlyste vi en amerikansk roman: »Det begyndte med et forkert nummer, med telefonen der ringede tre gange midt om natten og stemmen i den anden ende, der spurgte efter én, som ikke var ham« (...) »Hvad Quinn angår er der ikke meget at opholde sig ved«.

I quiz 2 drejede det sig om en film, der kulminerer nytårsaften, hvor værtinden inviterer til en fest for to. Et bittert portræt af et miljø, der lever af fortællinger - ja selv værtinden har et monstrøst manuskript parat, sådan da ...Liget i swimmingpoolen Kære Bibliopat! Svaret på første spørgsmål må være Paul Austers 'New York Trilogi', den første historie 'City of Glass'. Jeg kan desværre ikke slå efter, da mit eksemplar er røget ned til det lokale antikvariat, men det må være rigtigt. Den film, der tænkes på i andet spørgsmål, må være 'Sunset Boulevard', der som bekendt fortælles i tilbageblik. Af et lig i en swimmingpool! Liget spilles af William Holden, og værtinden med det monstrøse manuskript fremstilles af Gloria Swanson. Filmen er fra 1950. Med venlig hilsen Lars Bo Larsen Nutidige Petrarca Kære Bibliopat Jeg nyder meget dine udskejelser, men efter den gængse og gemene opskrift i vort lille danske mosehul hører du nu fra mig, fordi jeg har indvendinger at gøre. Petrarca fortæller i sine 'Alderdomsbreve' om den forsmædelige hændelse med de to smukke bøger, som hans gamle latinlærer ville have lov til at låne. Det var latinlærerens livslange ærgerrighed at ville frembringe et værk om et eller andet stort emne, bestandigt hittede han på nye og vældige opgaver. Men som Petrarca skriver: det, der hos andre kom sidst i skrivearbejdet, kastede denne mand sig over som det første, forordet. Og når han havde affattet dette og stillet sig selv og sine fremtidige læsere de største indsigter i udsigt - om jeg så må sige - mistede han lysten til at fortsætte arbejdet. 1. Historien er i øvrigt, som du beretter. Men en mand født i 1304 kan ikke ret godt have virket, og slet ikke 'i sandhed', i det 13. århundredes brydningstid, enten er det 1300-tallet eller også er det: det 14. århundrede! 2. I øvrigt kom Cicero ikke under mulde, hans afhuggede hoved og hænder blev ophængt på Forum Romanum og understregede for byens borgere, at de levede i brutale tider. Blandt de blodplettede sejrherrer var den senere Augustus. 3. Petrarca var ikke på nogen måde »udelukket fra at læse Cicero resten af sit liv!«. Det værk, som latinlæreren pantsatte og formøblede - han døde uden at have røbet pantelånerens navn - var værket DE GLORIA. Det er væk den dag i dag, og det er mærkeligt for alle os bibliopater at læse i Petrarcas 'Epistulae Seniles', at skriftet altså fandtes i de tider. Petrarca selv ville have passet bedre på, han brugte mange kræfter på at opspore antikke skrifter, de lå og flød rundt om i klostrenes bogsamlinger, og ingen havde overblik over bestanden: I året 1345 gjorde Petrarca sit berømte fund af Ciceros Breve til Atticus, det lå i et bibliotek i Verona, og Petrarca afskrev egenhændigt eksemplaret. På dette fund bygger alle nutidige udgaver af Atticusbrevene. 4. DE SECRETO CONFLICTU CURARUM MEARUM er skrevet i årene omkring 1340. Titlen kan ikke oversættes med 'Den hemmelige grund til mine sorger', det er 'Den hemmelige (el. lønlige) strid mellem mine sorger (el. de ting, som optager mig)'. Dialogen udspiller sig mellem Augustin (død 430) og Petrarca, emnet er de verdslige længsler over for det hinsides. Så er der ikke mere. Ud over at man da kunne sige om Cicero, hvad du siger om Petrarca, nemlig at vi kan følge hans tilværelse »måned for måned, år for år« - fjorten århundreder før Petrarca. Om dette gør nogen af dem »moderne«, overlader jeg til andre at overveje, jeg begriber ikke, at vi skal rende rundt og uddele denne hæderstitel til snart den ene, så den anden. Kunne vi ikke foreslå, at Petrarca var 'det første nutidige menneske', så fik vi da noget at tænke over. De bedste hilsner, Ivar Gjørup, Århus C