Det er ikke hver dag, vi her i hulen lægger vejen forbi Indien, men i længden går det jo ikke at forbigå den indiske litteraturskat, endsige den magi, der udgår fra Indien som sådan, og det behøver vi da heller ikke længere. Vi har nemlig været på ekspedition i det indiske, og lad det være sagt med det samme: I de kommende uger bringer vi sensationelt nyt om en perlerække af indiske, litterære fænomener. Kiplingske jungledyr Vi fandt ikke Buddhas hemmelige junglebibliotek, men vi var i nærkontakt med både Rushdieske midnatsbørn, Royske småting, Kiplingske jungledyr, afmålte doser tyndskid (en ekspedi-tionskammerat var hårdt ramt), og sandelig om vi ikke på mirakuløs vis rendte ind i et medlem af den berømte Tolstoj-familie, som vi mødte i Indira Gandhi International Airport i køen, hvor man får tjekket sin håndbagage! På knæ for Gandhi Hertil kommer en række besøg i den eksotiske parallelverden, som de indiske boglader udgør. Vi har besøgt alle størrelser, talt med de mest forskelligartede indehavere og gjort adskillige aparte bogfund. Der er nu noget helt eksorbitant herligt i at kunne erhverve et eksemplar af H.C. Andersens 'Fairy Tales' med Den Lille Havfrue på omslaget dybt inde i aftenmørkets skumle Bubhaneswar. Og så indfriede vi naturligvis det løfte, vi pålagde os selv i april sidste år. Trofaste læsere vil huske, at vi dengang var på bibliopatisk ekspedition i det centrale Afrika. Nærmere betegnet Victoriasøen i Uganda. Hvad vi ikke tidligere har nævnt er, at vi præcis over for det sted, hvor den engelske opdagelsesrejsende Speeke i sin tid endelig fik øje på Nilens udspring, knælede en stund ved det monument, der er rejst for Mahatma Gandhi netop der, hvor halvdelen af hans aske blev spredt i den mægtige afrikanske flod. Læsning er luksus Efter den højtidelige stund i det afrikanske lovede vi os selv også at ville besøge det sted, hvor den store indiske leders aske blev kastet i floden Ganges. Som sagt så gjort. Gandhi-monumentet i New Delhi er rørende smukt, og den lille boghandel, der er opstillet i en skurvogn tæt ved selve monumentet, er yderst velassorteret. Den rummer mange hundrede værker om og af Indiens store leder, og den midaldrende kvinde i butikken, hvis man kan bruge det udtryk, er meget venlig. Bør man lede efter antikvariater i Indien? Det spørgsmål har mange med garanti stillet sig fra tid til anden, og svaret er så afgjort nej. Trods den enorme befolkningsmasse, 1,2 milliarder er de efterhånden, er flowet af bøger meget lille i Indien. Det har utvivlsomt at gøre med, at størstedelen af Indien har så travlt med at forsøge at overleve, at det med bøger og læsning bliver en fjern luksus. Nye, slidte bøger I Orissa, hvor vi besøgte en hel del stammefolk, så vi således ikke en eneste bog ud over de slidte hæfter, skolebørnene havde. En daglejer på de kanter tjener ikke mere end 40 rupees om dagen (5 kroner), og så går man jo ikke lige hen og investerer i Jawaharlal Nehrus klassiker 'The Discovery of India' fra 1946 med forord af hans datter, den senere så berømte Indira Gandhi, selv om den efter danske forhold er meget billig: 100 rupees, 13 danske kroner. Vort eget eksemplar af Nehrus bog kunne godt forekomme at være antikvarisk, men slidmærkerne på omslaget skyldes ikke, at bogen har været i cirkulation, men at den har gnedet sig op ad andre bøger i årtier. Når mange nye bøger kan forekomme brugte i landlige indiske boglader, er det simpelthen på grund af friktionen med andre bøger. I Delhi, Bombay og Calcutta kan man også støde på nye, slidte bøger, men særligt i Delhi er omsætningen så stor, at nye bøger virker - nye. Brev fra Einstein Nehru skrev sin klassiker, mens han sad i Ahmadagnagar Fort Prison fra april til september 1944, og han gjorde det på baggrund af samtaler med sine fængselskammerater. Som det så ofte er sket, kan fængsler gå hen og blive uformelle højere læreanstalter fulde af de mest kvalificerede lærere - og studerende. Nehrus fængselskammerater, alle fængslede af englænderne, udgjorde et næsten fuldstændigt udsnit af den på det tidspunkt stadig kuede indiske nation. Samtlige sprog var repræsenteret hos hans cellekammerater, klassiske sprog som sanskrit og pali, arabisk og persisk, moderne sprog som hindi, urdu, bengali, gujarati, marathi, telugu, sindhi og oriya. Nehrus bog handler om Indien gennem historien. Både kulturelt, filosofisk, socialt, politisk og så videre. Anden halvdel er koncentreret om de skader, det britiske overherredømme påførte Indien. Og måske mest interessant: den raffinerede 'del og hersk'-politik, som The British Rule påførte det indiske samfund. På den slidte bagside er aftrykt et brev, som Albert Einstein i 1950 sendte Nehru efter at have læst hans bog. Heri roser Einstein forfatteren for det dybe indblik, han har givet ham af de intellektuelle og spirituelle traditioner i Indien og af konsekvenserne af den britiske udbytning. Overklassesvin Inden Deres Bibliopat tog til Indien, genså han i tv Robert Altmans upstairs-downstairs-film 'Gosford Park'. De ubetalelige overklassesvin som dem i den film har afsat sig mange spor også i litteraturen. I virkelighedens verden stammede meget af deres rigdom fra imperialistiske besiddelser - i Indien ikke mindst. Skaderne er stadig til at få øje på. Selv i de diminutive og primitive boglader kan man aflæse tragedien. Næste uge: På sporet af Shere Khan! Quiz 1: »Oh, East is East, and West is West, and never the twain shall meet«. Hvem skrev? Quiz 2: Rudyard Kiplings måske bedste roman - om en forældreløs søn af en irsk officer. Hvilken? I forrige uge efterlyste vi en dansk debutroman, hvis handling finder sted fra mandag til lørdag. Og så efterlyste vi titlen på den amerikanske roman fra 1925, hvorfra følgende citat stammer: »Jeg er stadig lidt bange for at gå glip af noget, hvis jeg glemmer, som min far snobbet antydede, og jeg snobbet gentager, at fornemmelsen for almindelig anstændighed er ulige fordelt ved fødslen«.Peter og Francis Kære Bibliopat. Den debutroman, du efterlyser, er Peter Seebergs 'Bipersonerne' fra 1956. Selv om det faktisk er mange år siden, jeg har læst den, husker jeg dele af den ret tydeligt, og det er vel et kvalitetstegn. Citatet i spørgsmål 2 står i begyndelsen af 'The Great Gatsby' af F. Scott Fitzgerald. Han ville tilsyneladende ikke rigtig vide af sit fornavn, Francis. I øvrigt er bogen jo et hovedværk i det 20. århundredes amerikanske romanlitteratur og står egentlig stadig uden nævneværdig historisk patina. Med venlig hilsen Daniel Radtleff, Hørve Forsøg med vrede Kære bibliopat. Ja, stilfærdig filosof, men den noble Peter Seeberg har jo også begået en novelle, hvor fæces og karbid i forening indgår i et revolutionært anslag, som desværre mislykkes, i 'Forsøg med vrede' fra samlingen 'Om fjorten dage'. Læseren indføres i et stationsmiljø i provinsen i en tid, hvor pervers klasse- og sexistisk undertrykkelse kan forenes, men ikke uden modstand. Klassekampens slagmark er et gammeldags das, hvis daglige rengøring forestås af Bothilde. En tvivlsom fornøjelse. Især da hun må tåle, at overklassen, repræsenteret af trafikkontrollør Jensen, med udspekuleret nøjagtighed afventer det øjeblik, hvor Bothilde har »været igennem svineriet på herrelokummerne og pissoiret, igennem damelokummerne«. Nu mangler hun kun kontorpersonalets, men da kommer trafikkontrollør Jensen »ikke slentrende, men underlangsomt«, for nu skal han forrette sit daglige store, meget store ærinde. Bothilde må vente. Alt dette understreges af magtregalierne: Jensens krumme pibe, nøglen med hummerklo samt dagens obligate tårn af lort. En dag bliver det for meget for Bothilde: En gang karbid i dasset, Jensen i luften og slut med ydmygelserne. Attentatet mislykkes imidlertid, og Jensen overlever. Men forsøget med et bombet lokum er trods alt ikke forgæves. Jensen er blevet bange og viser fremover respekt for håndens ydmyge arbejderske. Bothilde har vundet kampen. Brecht kunne ikke have gjort det bedre. Derfor var novellen 'Forsøg med vrede' altid obligatorisk i min kanon, da jeg underviste i gymnasiet. Med venlig hilsen Birthe Holch Kerala, tvillinger, druknedød. Kvindelig indisk forfatter. Hvem?, spurgte vi i sidste uge. Og hvem er den litterære verdens største fan af fodboldklubben Tottenham Hotspurs?Roy & Rushdie Kære Bibliopat. Jeg har en veninde, som driver en boghandel i Tyskland, og som nogen gange forærer mig bøger hun synes, jeg burde læse. Så derfor bliver svaret på dit første spørgsmål: Arundhati Roys 'Der Gott der kleinen Dinge' (eller som den hedder på engelsk: 'The God of Small Things'). Gad vide, om det er specielt for min udgave - men der ligger et smukt bogmærke i postkortstørrelse i bogen med et stamtræ, her dog malet som en åkande, lysegrønt på gulligt papir. Ja og spørgsmål 2: Det må være en af de store ting! Min første indskydelse var Nick Hornby, men det er vist Arsenal, der ligger hans hjerte nær. Så hvad med Salman Rushdie? Bedste hilsener Ursula Hülsmeier, Charlottenlund Hvem har Finns Arundhati Roy? Kære Bibliopat. 1) Det med Kerala og tvillingerne lyder umiddelbart som Arundhati Roys slægtsroman : 'The God of Small Things'. Det tør jeg vove at påstå uden at have bogen i hånden. Den er nemlig (også) blevet borte i udlån, jeg husker ikke til hvem. Den er vel kommet på dansk, går jeg ud fra, eftersom du stiller spørgsmålet ( Jeps, i 1997 udkom 'De små tings gud' i Jan Bredsdorffs oversættelse, red.). 2) Jeg ved ikke, om Salman Rushdie er den litterære verdens største Spurs-fan, men fan er han i hvert fald. Med venlig hilsen Finn Holten Hansen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Republikanere reagerer på Trumps træk: Det sender forkert signal til Putin
-
Snigskytteturisme: Tog velhavende italienere til Bosnien for at skyde på mennesker?
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
-
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




