Hvor ren kan man blive, hvis man én gang har følt sig dyppet i tjære, rullet i fjer og båret ud på en planke? Det spørgsmål burde den tidligere PFA-direktør André Lublin muligvis have skænket yderligere en eftertanke, før han besluttede sig for at udgive sit 'Opgør' med modstanderne - i hvert fald hvis man skal tro ugens vurderinger af hans bog om 'Succes, svindel, krise i PFA', som undertitlen lyder. Post festum Selv om det var Rasmus Trads og Kurt Thorsen, der blev dømt for svindel i by- og landsret, smittede det af på den ellers så ulasteligt korrekte PFA-direktør, der dog selv havde hyret den underdirektør, som forfalskede hans underskrift. Det smittede så meget, at PFA-bestyrelsen tvang Lublin til at tage sin afsked et år før tiden - hvorefter kredse omkring selskabet efter Lublins opfattelse er fortsat med post festum at beklikke hans embedsførelse. Lublins oplyste enevælde Sådan gør man ikke: »Efterfølgeren skal opføre sig ordentligt og acceptere det faktum, at når man har overtaget en virksomhed, så har man overtaget alt fra den første dag. Så bør man følge den kodeks ikke at tørre noget af på forgængeren«. »Ham bør man have respekt for, selv om den nye ledelse viser sig ikke selv at være dygtig nok eller måske kommer ud i uheld«, lyder den krænkede direktørs lektion i takt og tone. Det er Jyllands-Postens anmelder Dag Holmstad, der citerer den mundfuld fra bogen. Og som også fra dens forord citerer, at »denne bog fortæller hele sandheden« - måske en lovlig fuldtonende floskel, når bogen i sagens natur er og bliver et partsindlæg. Men »Lublin er kendt for at besidde en stædighed og et iltert temperament, der gør, at han altid vil have det sidste ord«, skriver Holmstad, og det er »lidt trættende«. End ikke en hel bog kan jo omstøde, at »det var Lublins ledelsesstil, oplyst enevælde, som måske gjorde, at nøglepersoner i PFA, da de havde muligheden, ikke tænkte en selvstændig tanke«. Desperat tudefjæs »Lidt trættende« dækker slet ikke Ekstra Bladets reaktion på bogen: »Tudefjæset André Lublin« forsøger med bogen »desperat at redde sit tvivlsomme eftermæle«, skriver anmelderen. Den ekstra kritiske tone kan nu ikke undre, for redaktionen har valgt at lade Lublins bog anmelde af John Kynderup - en af de tre EB-journalister, PFA-direktørens 'Opgør' især er rettet mod. Kynderup bringer et langt citat fra bogen med tre udkast til forklaringer på EB's forfølgelse af 'Lublin-sporet': »Om de tre journalister ... var drevet af et idealistisk, socialt engagement og derfor pr. automatik betragtede en veluddannet, velopdragen og velstillet forsikringsdirektør som en forbryder - eller om deres næse for det populistiske blot sagde dem, at deres læsere i det brede lag ... foretrak en reserveret direktør fra Charlottenlund som skurk - eller om de virkelig bildte sig ind, at de var på sporet af den helt store sammensværgelse, ja, det må stå hen i det uvisse«. Mangler modspil Hvorfor medforfatteren til Lublins bog, Ekstra Bladets daværende chefredaktør Claes Kastholm Hansen, hvis slebne stil anes i de netop citerede linjer, ikke selv skulle kunne afklare den uvished - dét har Kynderup tilsyneladende ingen teori om. Men måske skal grunden søges i en bemærkning i Politikens anmeldelse. Her savner Stig Ørskov nemlig i bogen »intellektuelt modspil i stedet for det dovne medløb« fra Kastholm - der for resten også i en årrække var medarbejder her på Politiken. Stig Ørskovs vurdering af Lublin er til gengæld slet ikke så entydig som Ekstra Bladets. Blandt bogens mange »artige afsløringer« også om den nuværende PFA-ledelse fremhæver Ørskov her i Politiken særligt »påstanden om, at PFA kunne have undgået et tab på fire milliarder kroner« efter 11. september 2001, hvis bare den »havde tegnet en kurssikring til en pris på et par hundrede millioner kroner«. Og her bør Lublin ikke have det sidste ord: »Uanset om det er rigtigt eller ej, så er der flere hundrede tusind PFA-kunder, der har krav på at få en forklaring. PFA-ledelsens hidtidige afvisning af at kommentere anklagerne er uanstændig ud over alle grænser«. Umage forfatteralliance Men selv om Ørskov berømmer Lublins indsats til gavn for danske pensionskunder - »omregnet til opsparede pensionskroner er hans betydning i milliardklassen« - omfatter hans respekt altså ikke bogen: »det har været så vigtigt for Mr. Clean at blive vasket helt ren, at modet til at lade sig udfordre har svigtet ham«. Eigil Evert i Berlingske Tidende savner vist også lidt modspil til Lublins selvforståelse: »Mest interessant - og værst - i bogen er bitterhed over en stribe særdeles spekulative, ellers totalt glemte reportager i Ekstra Bladet om 'Lublin-sporet'«. »Her bliver det nærmest surrealistisk at dissekere den umage forfatteralliance mellem Lublin og vennen og medforfatteren Claes Kastholm Hansen, der dengang faktisk var i chefredaktionen på netop Ekstra Bladet (og efter at være blevet smidt ud efter en pinlig affære i dag blandt andet er Groft Sagt-skribent på Berlingske Tidende)«, noterer Berlingskes anmelder. Unødvendigt selvforsvar Så hvis 'Mr. Clean' gennem alliancen med en journalist har villet modvirke bogens karakter af partsindlæg og så at sige opnå en mere ren røv at trutte i, synes det i hvert fald ikke at være lykkedes: »Hvor er det Kastholm, der fører pennen - og hvor er det dansk forsikrings førende perfektionist og gentleman gennem to årtier?«, spørger Evert og kalder slet og ret bogen for »et rasende, rædselsfuldt, patetisk og aldeles unødvendigt selvforsvar ...«. »Skulle det endelig være kommet videre end til Lublins harddisk, skulle det have været udgivet for lang, lang tid siden«, eftersom der »allerede er udkommet mindst fire bøger om denne sag«. Eigil Evert mener, at Lublin under Thorsen-Trads-sagen lod sig vildlede af sin »velkendte forfængelighed«. Og har fremturet i den fejl med udgivelsen af »en bog, som måske var glimrende personlig mentalhygiejne, men nok højst burde være printet til børn og venner«.