Han går i stramme T-shirts og jeans, selv når han er direktør. Han har optrådt på tv-kanaler over hele verden. Han er bøsse. Ringer der en lille klokke, eller er der brug for flere oplysninger? Magasinet Time udnævnte ham i 2004 til at være blandt de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Ja, der er tale om Bjørn Lomborg, som har sat brand i miljødebatten verden over med sin bog om 'Verdens sande tilstand'. 7.952 blå bøger Nu har Kraks Blå Bog også fået øje på ham. Plus 246 andre kendte, der er optaget i Blå Bog, der udkommer fredag med små beskrivelser af i alt 7.952 personer. Lomborgs omtale er yderst kortfattet, og de få facts om familie, uddannelse og job giver slet ikke nogen fornemmelse af hans tumultariske liv og karriere, men sådan er det med Kraks. Ugebladsstof mellem linjerne De summariske oplysninger skal læseren selv stykke sammen til et billede. F.eks. må de selv forestille sig, hvad det betød for Lomborg, at han kun var et år gammel, da hans far, blomsterhandleren, døde. Men de kan se, at han i dag bor i en lejlighed på Strøget i København. Læsere af Politikens Syv Døgn-beretning vil huske, at han for tre år siden boede i en lille stuelejlighed på Vesterbro, hvor han spiste sine cornflakes og sine pizzaer nr. 25 og spillede Playstation med sine venner. Den slags ugebladsstof er der ikke plads til i Kraks Blå Bog, men ofte står de hel- eller halvprivate oplysninger der alligevel. På eller mellem linjerne. Mærsks diskretion Tag nu Nordeas koncerndirektør Christian Clausen, i dag 50 år, i 1980'erne up and coming star i Andelsbanken, da Bodil Nyboe Andersen var direktør. Nu bor han i Klampenborg på Vitus Berings Alle. En adresse, der giver indre billeder af de enorme, engelske rækkehuse, der koster en formue - og lidt til. Og ferierne kan Clausen holde i Tisvildeleje på matriklen på Nordre Strandvej, der ligger så tæt på vandet, som man nu kan komme i badebyen. Blandt de nye erhvervsfolk i Blå Bog er også Kim Duus, bankdirektør i Nykredit Bank, Mogens Elsberg, general manager i Microsoft, adm. direktør Susanne Kirstein Larsen, Scandinavian Airlines Denmark og adm. direktør Kenneth D. Plummer, der snart sætter sig i chefstolen i DR. Og i øvrigt kan smykke sig med titlen danmarksmester i squash 2004 for mænd over 40. Ny hos Krak er også Thomas Thune Andersen, nyudnævnt skibsreder og adm. direktør i Mærsk Olie & Gas og et klokkeklart eksempel på, at man ikke kan aflæse folks betydning i samfundet i den spalteplads, de bruger på at beskrive sig selv i Kraks Blå Bog. Skibsrederens er yderst kortfattet, og adressen opgiver han til Esplanaden 50, A.P. Møllers hovedkvarter. Diskretion og arbejde går forud for alt. Lyngsø og Jungersen Andre går mere detaljeret til værks. Digteren Niels Lyngsø fortæller om uddannelse, karriere og produktioner over det meste af en spalte. I øvrigt har han ferieadresse på Tildes gård i Hasleryd i Småland. Forfatterkollegaen Kristian Ditlev Jensen, også anmelder her i avisen, er mere kontant i sin minibiografi, hvor bonusoplysningen er, at hans far har en så sjælden erhvervskombination som slagteriarbejder og konditor. Blandt de øvrige forfattere er Christian Jungersen (Gyldne Laurbær 2004), Peter Øvig Knudsen (Birkedal og Stikkerdrab) og Susanne Staun (Fanny Fiske-bøgerne), der faktisk er både cand.phil. i engelsk og M.Sc. i journalistik fra USA, men hellere vil skrive bøger. Oplysninger om partnerskab Billedkunstnerne er også godt repræsenteret. Eksempelvis Olafur Eliasson, der ligesom Lomborg nåede at blive kendt i det meste af verden, før han nåede ind i Kraks. Men også Michael Elmgreen, der har lavet udstillinger i Danmark og ikke mindst i udlandet siden 1995 sammen med Ingar Dragseth. Dragseth, født i Norge, er også optaget hos Krak, og er man interesseret i den slags, kan man aflæse, at de to mænd bor sammen i Berlin. Fra kulturlivet er i øvrigt også optaget operasangeren Henriette Bonde-Hansen, koncertpianist Christina Bjørkøe, museumsleder Nina Damsgaard, instruktøren Rhea Leman, festivaldirektør Janne Giese, oversætterne Hans Chr. Fink, Jørgen Nielsen og Iben Hasselbalch, Bonnier-direktør Morten Hesseldahl, som ikke lige har nået at få tilføjet, at han nu også er bestyrelsesformand i Filminstituttet, skuespillerne Sofie Lassen-Kahlke og Anne Louise Hassing. Cavlingprisen som adgangsbillet I alt er 53 kvinder ny optaget hos Krak, heriblandt domprovst Emma Balslev, sangerinden Lis Sørensen, højesteretsdommer Vibeke Steen Rønne og socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt. Hun har lige netop fået med, at hun er partiformand fra 2005. Sportens verden er repræsenteret af Brøndbydirektør Per Bjerregaard, mens pressen denne gang tilsyneladende har Cavlingprisen som adgangsbillet til de blå spalter. Bo Elkjær fra Ekstra Bladet samt Jørgen Steen Nielsen og Charlotte Aagaard fra Information har alle tre den ærefulde statuette stående derhjemme. Det har Henrik Qvortrup ikke. Til gengæld er han chefredaktør på Se & Hør.Og så er Mary, kronprinsessen, med for første gang. Hun er bl.a. æresmedlem af fire danske golfklubber.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





