Jæger gik at jage

Lyt til artiklen

Det er det bedste og det værste, den danske sommer, og hvor damper og klukker, sukker og hvisker, lyser og murrer den dog sødt, men også grumt hos Frank Jæger (1926-1977). Hvad er sommeren hos og for Jæger? I Spanien er det den kulrede regn: »som lagde i min arm en dansk og dejlig pige«; og i debuten 'Dydige digte's (1948) berømte 'Skovsol' er alt stadig lyst og fint: »Nu bliver den skære sommer/ skåret ud i rene dage./ Vi tager tøjet af og trækker/ heden over hodet,/ lægger os i skovens stue,/ fylder dejligt lidt«. Det bliver ikke meget bedre: »Under os går jorden rundt,/ og tiden står og sover/ med et gyldent smil i munden./ Du er brun og nøgen,/ og et ensomt sted på huden/ lægger solen i entré/ en gylden penge./ Vi ser vore øjenlåg,/ der først er sorte,/ siden får de tusind rige farver«. Sommerens dvaske fruentimmere Men herfra begynder det at knibe en anelse. I 'Havkarlens sange' (1956) f.eks., i digtet 'Afsked med sommeren' er det erotiske og det idylliske falmet en del og har måttet vige pladsen for en mere karsk omgang, her er: »Juni og juli, fede/ og dvaske madammer/ med lår og arme/ så tykke som bøgestammer«. Digterjeget drømmer nu alene om, at efterårets stride, mandige gestalt vinder frem: »Mandig magerhed kommer/ med tugt tilbage./ Stubbe som stive hår/ på høstens hage« - så kan de lære det, sommerens dvaske fruentimmere: »Dér lå de og drev/ i egen fedme og flomme./ Men nu er de lede/ kællingers dage omme«. Den smukke danske dybgrønne i juli undsiges bittert: »Grøn, hvor jeg hader dig, grøn,/ før du falmer til gul:/ Rådnende grøn lå sommeren i sit sul«. Næh, må vi så bede om: »Vinters beherskede gråd,/ den tørre sne«. Lun varme og dampende drifter Tvetydigheden kan tydeligt aflæses i Jægers titler, der går fra essayistikken i 'Velkommen, Vinter' (1958) til 'Drømmen om en Sommerdag' (1965). Dog er der stadig plads til, at Jæger i 'Cinna og andre digte's (1959) 'Shakespearesuite' kan lade æslet Vindsel drømme i skærsommernatten. Vindsel drømmer i natten om: »alle en kvindes dufte./ I Guder, hvor er der mange«, og Vindsel har her kun ét ønske: »Stumt er mit ønske: Titania/ nøgen fra håret til hasen./ Ingen i verden føjer/ en kvinde så fromt som sit asen«. Der er altså stadig plads til lun varme og dampende drifter, men i et af de sene digte, 'Juni, sent', lakker det mærkbart og melankolsk mod enden for den suicidale digter: »Rører mig ikke meget./ Svimmelhed, permanent./ gulvet under mig gynger,/ stående skriver jeg alt./ Sidste drossel, som synger,/ sang en strofe og tav./ Junidunkel er vinden./ Nu går månen af hav.// Støvet har aldrig båret andet end støv«. Mellem solen, regnen, natten og landet De samme takter klinger igennem beskrivelsen af den halvtredsårige skuespiller Cornelius, der i romanen 'Døden i skoven' (1970) grundet sine talrige sidespring med unge piger endelig er blevet sat stolen for døren af sin langmodige Karen-Margrethe, der smider ham ud af hjemmet, og som derfor via gode venner er hjulpet til at bo alene i et gammelt skovløberhus på Fyn. Dér går den inkarnerede københavner Cornelius i eksil og vånder sig over tabet af den husmoderlige omsorg, fraværet af den københavnske kunstneriske og intellektuelle omgangskreds, gadernes larm og liv - og sukker mismodigt ved mødet med tung regn i de fynske skove, og så oven i købet med visheden om, at huset kun står tomt, fordi den oprindelige beboer skød sin hustru og derefter hængte sig - så meget for dén fynske idyl, som Christian Winther og Aarestrup stadig frejdigt kunne besynge i det foregående århundrede. Med en trist ironi hed det i debutens indledende digts slutvers: »Vi, der vælger livet,/ går en dag på tværs af vejen,/ ender i et efterår./ Vi får regnen, natten, landet/ trykket ind mod vore hjerter,/ mens vi går«. Og dér er den - den dårende dejlige, dampende danske sommer hos Jæger: Mellem solen, der lagde sin entré på hendes brune, nøgne hud, og så regnen, natten, landet, der trykker lige lovlig stærkt mod vore hjerter, mens vi går.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her