Det intime bibliotek

FORÅR. Japanerne har en århundredgammel tradition for erotiske udgivelser. Shunga-billederne   shunga betyder forår   blev brugt dels som morsomme erotiske øjenstimuli, dels til uddannelse af unge mænd og kvinder.   Foto: Politiken
FORÅR. Japanerne har en århundredgammel tradition for erotiske udgivelser. Shunga-billederne shunga betyder forår blev brugt dels som morsomme erotiske øjenstimuli, dels til uddannelse af unge mænd og kvinder. Foto: Politiken
Lyt til artiklen

Mon bølgerne har lagt sig efter sidste uges lykkelige kulmination ud i det maritime? Vi tror det ikke og hentyder naturligvis til, at det med læsernes hjælp lykkedes at stable et fornemt skibsbibliotek på benene. Listen (der ligesom tidligere klummer kan ses på bogsitet under www.pol.dk) kom til at rumme mere end halvtreds titler med tilknytning til havets og sejladsens verden. Horisontal stilling Inspireret af læsernes entusiasme - og på opfordring af en enkelt trofast læser - har vi besluttet, at kaste os ud i endnu en omgang litterær interaktion. Vi kommer ikke udenom, at langt de fleste bogbrugere lever et liv på landjorden. At sejle er fint, men fast grund under fødderne er heller ikke at foragte, medmindre man vil sove eller af andre grunde har placeret sig horisontalt. Her nærmer vi os rødblussende vort emne: sengekantslitteraturen! Adræt tager vi springet fra det maritime biblioteks brusende lyksaligheder til det intime biblioteks ditto. Og endnu en gang tilspørger vi vore hårdt prøvede og på så mange måder erfarne læsere. Hvilke titler bør medtages i Bibliopatens intimbibliotek?! Frodig som en regnskov For at undgå beskydning med spredehagl, bør vi nok hoste op med en slags definition: Med intimbibliotek mener vi kort og godt et bibliotek, hvis bøger virker inspirerende på kærlighedens og kønslivets område i bred forstand: Flirt, fascination, forelskelse, forgabelse, forførelse, (frækhed) osv. Bøger, der på den ene eller anden måde synes sat i verden for at stimulere universets vigtigste grundstof, eros. Sengekantlitteraturen er ligesom seksualiteten frodig som en regnskov. Til de tykke romaner kommer de slanke digtsamlinger og underskovens væld af eksotiske gevækster, der unddrager sig faste betegnelser. Til de stynede popler og nysseligt anlagt bede kommer pornoens aggressive vildnis. Nu spørger vi: Hvor skal grænsen sættes? Hvilke romaner bare skal med i et sådant bibliotek? Hvilke følsomme poeter bør lukkes indenfor? Hvilke danske forfattere, hvilke udenlandske? Hvor mange mænd og hvor mange kvinder? Hvilke forlæggere med ekspertise i lokkende billedværker skal have held til at smugle en bog eller to ind? (Bliver det Claus Clausen fra Tiderne Skifter, en helt ud i det erotisk-kulturhistoriske, der får flest titler med - eller bliver det Angelika Taschen fra det berømte tyske forlag?). Fra Bataille til Kierkegaard Det er klart, at der er mange indfaldsvinkler til emnet. Under meta-betegnelsen 'intimbibliotek' gemmer der sig endeløse mængder af subbiblioteker. Det rummelige intimbibliotek rummer både kulturhistoriske værker (a la Kinsey Instituttets Peek'), romaner, galante antologier, digre fotografiske værker i sort hvid og farve. Vi bør ikke nævne navne allerede nu, men selvfølgelig må vort intimbibliotek favne både Georges Batailles 'Historien om øjet' og Helmut Newtons kolde amazoner gengivet i ubetalelige fotografiske værker. Det åbner reolen for klassikere som de Sade, Henry Miller og Durrell. Det rummer den rigt illustrerede 'Fluch aus der Ehe - Eine psychologisch-physiologische Darstellung, ein Beitrag zur Soziologie der Sexualmoral und der Geschichte der Untreue in der Ehe' i serien 'Die legitime Erotik'. Det gør reverens for 'Forførerens dagbog' af Kierkegaard og hejser flaget for Poul Henningsen og Brusendorffs 'Erotikkens historie' - og deres engelske 'Love's picturebook' med den kulturradikale undertitel 'The history of pleasure and moral indignation'. Jørgen Leth bandlyst Utrættelige Maria Marcus, gamle læge Leunbach, Jens August Schade, Henrik Pussyworld List og skrækbøger af typen 'Tao og kunsten aldrig at få en udløsning'. Mon ikke også Nancy Friday squeezer sig ind med 'Når mænd elsker' og monstro nogen husker Werkmäster og Häggs 'Kvinder og Sex oversat til dansk af Suzanne Giese? Steffen Kiselbergs 'Mændenes Historie' (Bibliotek Rhodos) sammenholder naturligvis kapitalakkumulationens love med den mandlige seksualitets, det skal blive spændende at se, om den kommer med. 'Den skjulte lyst' af Birgit Johansen og Montgomery Hydes 'Pornografiens Historie' ville vi selv åbne havelågen for. Og så skal gamle minister K.K. Steincke da ikke stå derude i kulden med 'Kvinden, Kærligheden, Konen' (Fremad 1955). Og hvad med 'Glædespiger' af forfatteren, der kort og godt kalder sig 'Lulu'. Vi kunne blive ved, men ikke lige så længe som Jørgen Leth. Vort bibliotek gider ikke erindringsbøger af den slags, hvor hvide skalpejægere indvier verden i deres vældige seksuelle appetit og formåen. Fuld diskretion Så dér har vi vor læser. Hjemme i stuen efter en hård uge. Musikken er dæmpet, stearinlyset brænder rent, telefonstikket er trukket ud, og hun skal til at tage en passende bog ned fra øverste hylde (intimbiblioteker kan have godt af at være placeret uden for barnehænders rækkevidde), men ak. Hun har forsømt at bygge en samling op. Hun ville ellers gerne have læst et digt af Schade op for sin udkårne. Eller måske selv få læst op. Hun skulle have lyttet til sin Bibliopat. Hun skulle have klippet listen ud og i tide være gået på erotisk bogjagt ... Ja, De kan selv fortsætte den uhyggelige tankerække eller også gøre den helt overflødig, for vi befinder os jo endnu på det tidspunkt i verdenshistorien, hvor Bibliopatens Intimbibliotek endnu ikke er (fuldt) etableret. Det bliver det først, hvis vi får post fra læserne, så nu venter vi spændt ved brevkassen og mailboxen. Husk der er fuld diskretion, hvis man ønsker det, og vi forlanger ikke fotosvar, selv om det da ville være hyggeligt. Quiz 1: »Det viser hvor sund Cordelia er. I Sandhed, det er en udmærket pige«. Hvilken klassiker? Quiz 2: Seksualitet, galskab, disciplin. Han døde i 1984 i en alder af 57 år i Paris ... Hvem? Sidste uge var quizfri. Ugen før efterlyste vi navnet på en sejler m.m.m., som sad i en kahyt på vej til Grønland og skrev en bog om den jyske hede. Quiz 2 lød således: Stout kaptajn på verdenshavene under Napoleonskrigene. Hvem skrev serien om ham?Mylius og Hornblower! Beundrede Bibliopat. Selv om havet sletter alle spor, så giver bogstaverne m.m.m. rigelig anledning til at bringe din forgænger Ludvig Mylius Erichsen i forslag. Victorianisme. Weltschmerz. Politiken. Regningen på Café Bernina. Nedkøling i Nordgrønland har lokket. Ekspeditionsdeltagerne og mandskabet om bord har næppe haft megen glæde af den unge mand. Selv om det var en litterær ekspedition, var dét vel ikke meningen. Bogen blev vist på 520 sider. Udgivet af Gyldendalske Boghandel. Da Ludvig var en ilter person, har skriveriet måske dog været til alles tilfredshed. Mig har det altid undret, at han forlod sin Marie Sophie Berthine - hun må have været en lækker cigar; faren var nemlig tobaksspinder! Hun døde i marts 1942 - véd nogen noget? (Bindstregen efter Mylius er udeladt - jeg er født i Jomfruens Tegn). Mit bud på den stoute kajtajn er i første bog endnu kun kadet Horatio Hornblower; 'The Happy Return', dansk oversættelse allerede året efter på Berlingske Forlag, 'Den lykkelige Hjemfart'. Serien overgik siden til Goethe-specialisten Iver Jespersens forlag, nu med titlen 'Kaptajn Hornblower'. Min mama ville have misbilliget, om jeg læste den slags. Men seriens forfatter Cecil Scott Troughton Smith, alias C. S. Forester, er dog sluppet gennem ét nåleøje og kommet med i den nye/femte udgave af 'The Oxford Companion to English Literature'. Trods bøgernes succes tror jeg, at de er udmærkede, figuren Hornblower er i alle fald modelleret over en virkelig figur, den skotske rabalderkarl Alexander Thomas Cochrane (1775-1860). Frihedskrige var lige ham. Han nåede at mænge sig i både Chiles, Brasiliens og Grækenlands ditto. De danskes vej er også engelsk. I al ydmyghed, Evan Bogan Hvad med Columbus! Kære Bibliopat. Tak for en inspirerende titelliste til skibsbiblioteket. Men ... det ultimative skibsbibliotek? Det undrer mig, at Columbus overhovedet ikke er fundet interessant eller værdig til at blive inkluderet i det gode selskab. Columbus' skibsjournal 1492-1493 er en af de mest fascinerende skibsrejseberetninger, jeg har læst. Den er langtrukken i lange passager. Men det er netop pointen. For dels var lange skibsrejser - ikke mindst på den tid - langtrukne og ensformige, og dels var Columbus' skibsjournal netop en slags logbog for dokumentationens skyld, hvor han medtager både objektive iagttagelser og sine egne betragtninger om forholdene og om de øer, skibene ankommer til. En anden oplagt Columbus-titel kunne have været Johannes V. Jensens 'Christoffer Columbus' fra 1921, der som bekendt er 6. og sidste bind i den store romancyklus 'Den lange rejse'. Gyldendal genudgav den i 1992 i en smuk udgave med et inspirerende forord af Ib Michael. Johannes V. Jensens udlængsel og refleksioner over forholdet mellem det kendte og det ukendte, drømmen om det ukendte, om paradiset og en konstant søgen efter identitet er nogle af de bærende elementer i bogen - ikke helt ulig det, der også i dag får os til at søge ud. Mange venlige hilsner fra et andet bogdyb, Jens Lohmann Jeg troede ... Kære venner. 'Det ultimative skibsbibliotek'. Helt ærligt! Hvor er den ultimative identifikationsmodel for lillemor, når besætningen ligger indeblæst og har brug for lekture? Ingen steder, stort set kun mænd, mænd og atter mænd. I 1977 sejlede Naomi James, alene om bord, en 53 fods sejlbåd jorden rundt, nonstop og på rekordtid. For den bedrift blev hun gjort til 'Dame Commander of the Order of the British Empire'. Hun skrev bogen 'Alene på havet'. (Jeg foreslog ikke bogen til listen, for jeg troede da, at den på forhånd var et must). Jeg hader at komme med trusler, men hvis I ikke tilføjer den til listen, vil jeg alvorligt overveje kun at holde Politiken hver anden dag! Med venlig hilsen, Tavs Grove Sange og salmer Kære Bibliopat. Måske er sejlerglæden omvendt proportional med bådens størrelse, men skibsbiblioteket må indskrænkes i små både, og litteratur i bunden form fylder ikke så meget. Som åndelig nødproviant anbefales '300 Sange og Salmer', hvis format ifølge udgiverne »er omhyggeligt tilrettelagt med henblik på at skaffe den en varig plads i barnets skoletaske« - og i udrustningen på fartøjer fra kajakker og opefter, måske også i lommen på en våddragt. Hvis plads og lasteevne tillader det, kan der suppleres med 'Sømandens Sange' udgivet af Jesper Asmussen med poetiske beskøjter af forskellig oprindelse (dansk, bornholmsk, plattysk m.v.) med noder og becifringer samt et hav af maritime historier og oplysninger. Venlig hilsen Hans Aage, Roskilde

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her