I Frankrig indledes enhver god og grundig samfundsdebat med en polemisk antologi, der fra udgiverens side får det ildevarslende prædikat 'sortbog'. I de seneste år har 'Kommunismens sortbog' forsøgt at gøre op med de skjulte sider af østblokkens fremtrædende koldkrigsideologi, et par år efter prøvede 'Kolonialismens sortbog' at belyse de dunklere og lidet gloriøse aspekter af den franske kolonitid. Og nu er tiden kommet til psykoanalysen, der forleden fik sin helt egen sortbog 'Le livre noir de la psychanalyse'. Despotisk tankemonopol Bogen forsøger efter eget udsagn at bryde det dominerende freudianske dogme og at »åbne døre og vinduer« for at »lukke lidt frisk luft ind i psykoterapien«, som det hedder i det digre værk. Da freudianismen erobrede Frankrig i 1960'erne, var den oprørsk og avantgardistisk, men med årene har freudianerne lagt nytænkningen på hylden, lyder kritikken. Den freudianske psykoanalyse er således den fremherskende isme i den franske psykoterapi, i en sådan grad, at de freudianske termer nu ikke blot er allestedsnærværende i befolkningens dagligsprog, hvor folk uden at blinke taler om kastrationsangst, fadermord osv., men Sigmund Freuds franske efterfølgere udøver ifølge kritikerne et nærmest despotisk tankemonopol, som bandlyser ethvert forsøg på nytænkning. Gensidigt udelukkende Bogen udspringer af en hændelse i 2003, hvor den daværende franske sundhedsminister - angiveligt på foranledning af en gruppe indflydelsesrige psykoanalytikere - besluttede sig for at stryge en undersøgelse fra det statslige forskningsinstitut Inserm, som kortlagde effektivitetsforskelle i behandling med freudiansk psykoanalyse og kognitiv adfærdsterapi. Forskellen på freudianske psykoanalytikere og kognitive adfærdsterapeuter er meget groft sagt, at mens psykoanalysens mål er langsomt at nå helt ned til problemets dybeste rødder, forsøger adfærdsterapeuterne at lindre de psykiske lidelser ved at ændre på patienternes adfærd. To forskellige, men ikke nødvendigvis gensidigt udelukkende behandlingsmetoder, som en af de få moderate røster i debatten, nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateurs chefredaktør Laurent Joffrin påpeger i en kommentar. Gensidigt udelukkende skulle man ellers næsten tro, de var, når man fra sidelinjen følger de flere hundrede indlæg i den hidsigt blussende psykoterapeutiske fejde. Territorialpissere Bogens tilhængere kalder psykoanalytikerne en flok aggressive territorialpissere, som forsøger at undertrykke al kritik eller - hvis ikke det lykkes - at besvare selv det svageste anløb med lige dele foragt og sydende harme. Og psykoanalytikerne svarer igen med skældsord som »fascister«, »ultraliberalister« eller anklager om, at adfærdsterapeuterne er i lommen på den farmaceutiske industri. Debat kan der givet være brug for, men tonen er så skinger og argumenterne og metoderne ofte så lave, at man som lægmand må tage sig til hovedet. Løgnagtig fupmager Den kendte psykoanalyse-historiker Elisabeth Roudinesco opfatter bogen som decideret underlødig og skal således have forsøgt at få Le Nouvel Observateur til helt at undlade at omtale bogen. Et primitivt forsøg på tankecensur? Måske, men bogens forfattere kan nu heller ikke sige sig fri for at benytte tvivlsomme metoder. F.eks. forsøger visse kapitler i bogen at miskreditere freudianismen ved at stemple Freud som en lusket og løgnagtig fupmager. Dette forsøg på at gå efter manden i stedet for bolden har bidraget til debattens skingre lydniveau og har fået psykoanalytikerne til at svare igen med anklager om »antisemitisme«. Og sådan fortsætter det ... Ak ja, de eneste, som med sikkerhed nyder godt af polemikken, er indtil videre udgiverne. Førsteoplaget på 10.000 bøger blev revet væk i løbet af ganske kort tid, og andet oplag på 20.000 går stadig som varmt brød på en søndag morgen.