Forårets bøger banker på døren

Philip Roth. Forfatterens nyeste bog, 'Komplottet mod Amerika', udkommer endelig på dansk. - Foto: Gretchen Ertl.
Philip Roth. Forfatterens nyeste bog, 'Komplottet mod Amerika', udkommer endelig på dansk. - Foto: Gretchen Ertl.
Lyt til artiklen

Peter Høegs roman hedder 'Den stille pige'. Leif Davidsens 'Den ukendte hustru'. Titlerne på de to forårsbøger er ikke det eneste punkt, der ligner hinanden. De er begge konstrueret rundt om et spændingselement, og de ligner i høj grad også to gode bud på de mest solgte bøger, danskerne vil tage med på sommerferie. Svært at finde konkurrenter Peter Høegs længe ventede bog handler om en pige, der forsvinder, og en usædvanlig mand med en abnormt god hørelse. Leif Davidsens thriller handler om en dansk forretningsmand, hvis russisk-tjetjenske kone forsvinder under en ferie et sted øst for Moskva. Ser man på forlagenes øvrige skønlitterære udgivelser i foråret, er det svært at se store konkurrenter - i hvert fald hvad angår salg - til de to forfattere. Nyt fra Bjarne Reuter og Jørgen Leth Hos de yngre forfattere er der nyt fra Peter Adolphsen, der får udgivet den lille, tætte roman 'Machine', mens Kristina Stolz går fra digtene til romanen med 'Turisthotellet'. Lone Munksgaard Nielsen gør det samme med kortromanen 'Stregkoden'. Lars Frost går den modsatte vej og udgiver digte i 'Et par dage'. Jesper Wung-Sung har allerede indkasseret nogle anmelderrap over fingrene for sin forårsbog, den tykke roman 'Meget berømt, lidt berygtet' om en lærer i folkeskolen. Fra de ikke helt så unge forfattere er der nyt fra Peter H. Fogtdal med 'Zarens dværg', der er en roman ligesom Maria Giacobbes 'Folk fra Pòja Luádu' om en drengebande på en italiensk ø. Fra Jørgen Leth er der nye digte i samlingen 'Det gør ikke noget', mens Klaus Rifbjergs samling hedder 'Knastørre digte'. Fra Bjarne Reuter er der noveller i 'Halvvejen til Rafael', og samme genre opererer Naja Marie Aidt i. Bogen hedder 'Bavian'. Debutanter og andet godtfolk Blandt debutanterne er filminstruktøren Lars Johansson, som lægger ud med kæmperomanen 'Signe', og astronomen Peter Dreyer, der har skrevet science-thrilleren 'Inkaens fjerde mulighed'. Ellen Garne er psykolog og lægger ud med romanen 'Dreaminducer'. Naja Alberdi Platz debuterer med 'Bebop Bar'. Reklamemanden Knud Romers første roman hedder 'Den der blinker er bange for døden'. Kirsten Brun har skrevet 'Udsendt' om at forlade hverdagen for at arbejde for verdens flygtninge. Anna Kløvedal debuterer med 'Bangebuks'. Blandt de danske forfattere er der desuden nye bøger fra Niels Peter Juel Larsen, Ole Dalgaard, Birte Blønd, Juliane Preisler, Peter Poulsen, Inge Pedersen, Jo Hermann, Ole Frøslev, Lars Muhl, Ester Bock, Rolf Boysen, Birgit Pouplier, Thorstein Thomsen og Søren Damm. 'Komplottet mod Amerika' - endelig på dansk Hen over foråret får de danske forfattere solid konkurrence fra nogle af deres udenlandske kolleger. Norske Linn Ullmann skildrer tre kvinders liv - og portrætterer en far - i 'Et velsignet barn'. Fra Fay Weldon kommer forfatterens 25. roman, der hedder 'En stor familie'. Fra Joanna Trollope kommer hendes 10. roman på dansk, 'Nye forhold'. Jonathan Lethem, stort navn i USA, introduceres med 'Moderløse Brooklyn', hvorimod Philip Roth ingen introduktion har nødig. Den kendte forfatters meget omtalte 'Komplottet mod Amerika' kommer nu endelig på dansk. Storsælgende udlændinge I det hele taget mangler der ikke store udenlandske navne i programmerne. To forhenværende Pulitzer-vindere er romanaktuelle. Den ene er Michael Cunningham med romanen 'Udvalgte dage'. Den anden er Marilynne Robinson med romanen 'Gilead', som hun skrev på i en snes år, før den udkom og lagde anmelderkorpset ned. Islandske Audur Jonsdottir gjorde nogenlunde det samme med sin roman 'Dem i kælderen', som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Noget så usædvanligt som en erotisk roman skrevet af en arabisk kvinde kommer med 'Mandelen', der blev slugt af en halv million franskmænd. Irske Colm Tóibin har med 'Mesteren' fået sit helt store gennembrud uden for Storbritannien. Romanen om forfatteren Henry James blev indstillet til Bookerprisen 2005 og har siden høstet flotte anmeldelser i bl.a. USA. Krimiforfattere Nyt er der også fra Paul Auster, som med 'Rejser i skrivestuen' er på vej med en lidt mindre bog, der som de forrige får verdenspremiere i Danmark. Fra sydafrikanske Nadine Gordimer kommer 'Get a Life', en roman om post-apartheid Sydafrika, mens Cormac McCarthy i 'Ikke et land for gamle mænd' som vanligt skriver om folk i den solstegte del af USA. Amy Tan, kendt for 'Klub held og glæde', kommer med romanen 'At redde fisk fra at drukne'. Lige på trapperne er også Orhan Pamuks berømmede roman 'Sne' og Torgny Lindgrens 'Dorés bibel'. Derudover er der nye bøger fra bl.a. hollandske Harry Mulisch ('Siegfried') og norske Jon Fosse ('Det er Ales'). I den voksende og populære gruppe af thriller- og krimiforfattere er der friske kuldegysninger fra Arnaldur Indridason med 'Stemmen', P.D. James med 'Fyret', Leif G. W. Persson med 'Linda - som i Lindamordet', Michael Connelly med 'Nattens konger', Ian Rankin med 'Blodets bånd', Jo Nesbø med 'Frelseren' og Kim Småge med 'Dobbelt mand'. Nyheder fra de døde Forårets sidste kategori går til de afdøde. Jane Austens romanklassiker 'Stolthed og fordom' er blevet nyoversat, og der er også blevet en ny sprogdragt til Ivan Turgenjevs 'Fædre og sønner'. To afdøde danske forfattere bliver også behørigt markeret, idet Johannes V. Jensens digte for første gang udkommer samlet. Desuden kommer H.C. Andersens veloplagte rejseskildringer som den næstsidste udgivelse af de samlede værker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her