De norske gymnasieelever Victor, Ann, Helene og Nico hænger ud med hinanden, mens de flirter, skændes, mobber og leger med stoffer og sprut. Ikke uden personlige overvejelser, ungdommens strøtanker og stædig trods mod forældre. Så hvis du synes, at indledningen til Torkil Damhaugs psykologiske thriller lyder i retning af kultfjernsynsserien ’Skam’, er du skam på rette slalompist.
Denne sag er i sit snoede design sort slalom fra første afsæt. Men inden får du noget at vide om fatale hændelser før historiens nutid. Under en landskamp mellem Argentina og Holland er der sket et hændeligt uheld eller noget groft uforsvarligt på bygdens asfaltfabrik. Den nu nedlagte fabrik er blevet gedulgt klubhus for de fire unge, og da en femte, klassens aparte småautist, uventet ankommer til mødestedet, bliver han brutalt lukket inde for natten. Men det skulle kliken aldrig have gjort.



