I’m a streetwalking cheetah with a heart full of napalm/ I’m a runaway son of the nuclear A-bomb/ I am the world’s forgotten boy/ The one who searches and destroys«.
Er de ikke ganske enkelt rockhistoriens sejeste linjer? Sådan som de i ét vrælende ræb indkapsler hele genrens univers af hedonisme, oprør, individualisme, trods, fremmedgørelse, fortabelse og fuck you?





