Camille Cloud er en fantastisk personage, som første gang optrådte i Mette Moestrup, Naja Maria Aidt og Line Knutzons kollektive pragtkollage af en fællesbog, ’Frit flet’; siden fik hun sin egen brevkasse i et af landets store dagblade, og nu er hendes brevkassesvar blevet udgivet i bogform.
Det fremgår af forordet, at hun har været stærkt i tvivl om, hvorvidt de spørgsmål, som de er svar på, også skulle med (»Mange af dem er dårligt skrevet, og brevskriverne er ofte negative og vrede«), men forlaget insisterede ... (Et enkelt af brevene kunne tyde på, at Camille Cloud egentlig hedder Kamille Klud-Nielsen og er receptionist og har en hale, men det siger vi ikke til nogen ...).





