I dag kåres vinderen af Debutantprisen på Bogforum i Bella Center.
Vinderen skal findes blandt Johanne Kirstine Fall, Liv Nimand Duvå, Thomas Korsgaard, Karen Strandbygaard og Tine Høeg.
Men hvad betydet det at vinde prisen? Det har vi spurgt tre tidligere modtagere om:
Jonas T. Bengtsson, modtager 2005:
»Jeg var lærerstuderende, da jeg skrev ’Aminas breve’, som jeg fik Debutantprisen for. Jeg har stor respekt for jobbet som lærer, men jeg gjorde aldrig uddannelsen færdig. Jeg ville bare skrive. Alt sådan noget med litterære priser og kunststøtte vidste jeg intet om. For mig var bøger noget, man fandt på biblioteket eller i boghandlen. Miljøet uden om bogen var jeg lykkeligt uvidende om«.
»Debutantprisen kom som en stor overraskelse. Jeg skrev min debutroman, fra jeg var 26 til 29, og for første gang følte jeg, at der var noget, jeg kunne, og som jeg kunne lide. Det var noget, jeg helt sikkert ville fortsætte med, og prisen viste mig, at det var en rigtig beslutning. Den var et skulderklap«.
»Når man skriver bøger, kan man ikke på forhånd være sikker på at have et publikum. Det ændrede prisen på. Den var med til at sætte mig på landkortet, men jeg tror, at jeg ville have været præcis det samme sted, selv om jeg ikke havde fået prisen. Før jeg fik prisen, var ’Aminas breve’ solgt til tre lande. For forlagene spiller indhold og salgstal en større rolle end en mindre dansk pris«.
»Pengene brugte jeg på at købe en brugt Fiat Punto, som døde to år senere«.
Janni Olesen, modtager 2008:
»Jeg oplevede det, stort set ingen gør. Jeg sendte et manus ind til Gyldendal, fik det antaget, og effekten var der umiddelbart. Der var læsere og interesse, og jeg tog rundt og holdt foredrag om mig selv og om at debutere. Debutantprisen for ’Noget du skal vide’ var med til at skabe et momentum, som jeg burde have udnyttet, og det gjorde jeg ikke. I stedet mistede jeg fuldstændig stemmen. Tiden gik med at grave rigtig meget have, få to børn og passe et job i kommunen«.
»I lang tid har jeg brugt tiden som undskyldning for, at jeg ikke skrev, og jeg holdt efterhånden også op med at identificere mig som forfatter. Jeg ville bare glemme det. Problemet lå ikke i den manglende tid, men i mig selv. Folk troede, at min debutroman handlede om mig, og det gjorde den ikke. Jeg følte, jeg var nødt til at genopfinde mig selv«.
»Jeg har ikke forladt bøgerne. På tredje år står jeg for forfatterlinjen på Vrå Højskole. Derfor læser jeg meget og diskuterer meget litteratur, men i lang tid har jeg ikke skrevet noget selv, for jeg har ikke følt, at jeg havde noget at sige. Det har jeg nu«.
»Hvis jeg får en ny bog ud, bliver jeg på en måde debutant igen«.
Anne-Cathrine Riebnitzsky, modtager 2012:
»Prisen fik stor betydning for mig. Min roman ’Den stjålne vej’ var udkommet i marts, og den nåede at sælge 2.000 eksemplarer inden bogmessen i november. Det var flot, men da jeg fik prisen, solgte den yderligere 3.000 eksemplarer inden jul. Det var vildt, og jeg var lykkelig«.
»Den anerkendelse, der lå i prisen, fik også stor betydning. To år forinden havde jeg skrevet en fagbog, og der havde da været en vis skepsis på forlaget, da jeg sagde, at nu ville jeg gerne skrive en roman. Prisen blev mit bevis på, at projektet var lykkedes«.
»Da jeg debuterede, var det ti år siden, jeg havde gået på Forfatterskolen. Dengang var Debutantprisen ikke noget, man talte meget om. Vi diskuterede mere de afslag, de forskellige elever fik fra forlagene. Måske havde jeg svagt hørt noget om prisen, men jeg havde ikke tænkt på den, før jeg blev shortlistet, og betydningen gik først op for mig, da jeg fik at vide, jeg ville få prisen, og at jeg skulle tie stille med det i en uge«.
»Som forfatter er éns egen usikkerhed det, der mere end alt andet spænder ben for én, og at få den pris giver en fornemmelse af, at så kan man måske alligevel noget. Og de 50.000 kroner, jeg fik, lunede også godt«.
