Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mød Krístin Marja Baldursdóttir på Bogforum i morgen lørdag 11. nov. på Gyldendals Trane-scenen kl. 12.10 og i Bogcaféen kl. 16.30.
Arkivfoto: Joachim Adrian/POLFOTO

Mød Krístin Marja Baldursdóttir på Bogforum i morgen lørdag 11. nov. på Gyldendals Trane-scenen kl. 12.10 og i Bogcaféen kl. 16.30.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Morsomme 'Havblik' er fuld af skarpe iagttagelser og refleksioner over kvinder, mænd og magtspil

Islandske Kristín Marja Baldursdóttir er i topform i sin skildring af et lille bygdesamfund, der vågner op til dåd.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krístin Marja Baldursdóttir skriver ofte om kvinder, der er på kanten af det normale. Eller for at sige det på en anden måde: noget ud over det gennemsnitlige.

Det gjorde hun i sine to berømte Karitas-romaner om en kvinde, der bliver kunstner. Det bliver hendes nye hovedperson og jegfortæller, Flora, ikke, men hun bruger sin energi og sit indre raseri til at komme til at spille en afgørende rolle i en lille islandsk bygd.

Set før. Men sjældent så morsomt som her

Her er hun havnet efter fyringen fra sit kontorjob i Reykjavik. Hun er bitter over fyringen, efter at hun har gjort alt for firmaet i årtier. En kollega siger til hende: »Ved du, hvad der bliver sagt om kvinder som dig i kaffepausen? At midaldrende og excentriske kvinder er en klods om benet på virksomheder, der skal fremstå unge og dynamiske«.

Nu arrangerer hendes søn, at hun lejer sin lejlighed ud og for en tid flytter ud for at male hans svigerforældres sommerhus i den sparsomt bebyggede Vestfjordene. Så har hun noget at rive i, aner man – den kvinde, der føler sig tilovers. Og så er hun også lidt af vejen ...

Baldursdóttirs roman er en virkelig veloplagt og morsom skildring af Floras prøvelser på en dyster baggrund. Der jamres ikke i romanen. Flora griber de muligheder, der bliver hende givet, og herser med sig selv, når hun er ved at falde hen i medynk over sig selv.

Mens den ensomme Flora går rundt og maler lidt planløst i huset, møder hun kirkens kvindelige organist, der har store drømme om at få sine egne korværker opført. Men foreløbig skal organisten arrangere et værk af Bach. Her har hun brug for nogle kvindestemmer ud over fiskefabrikkens otte tenorer. De findes også på den fabrik, for her arbejder tre unge udenlandske kvinder. At de tre kvinder synger gudsbenådet, er der en forklaring på, for polske Ania har, hvad ingen vidste, en fortid som operasanger i Krakow. Karrieren blev afbrudt af en graviditet og ægtemandens tab af jobbet, der førte den lille familie til den islandske bygd. Den eventyrlystne ungarske Eva har også lært at synge og spille, og det kan spanske Juane også. Sidstnævnte er havnet i Island på grund af manden Ravn, der desværre viser sig at være ualmindelig voldelig.

De tre kvinder mener, at islændingene er så lukkede, for de skynder sig bare hjem, når de har fri.

»Der er noget i vejen med folk her, de vil kun tale med dem, de kender i forvejen« (denne betragtning vil mange udlændinge nok også skrive under på her i Danmark).

De synes ikke, at de længere hører hjemme nogen steder. Samme følelse har Flora. Hun er også blevet omplaceret i tilværelsen. Men så får de tre kvinder en funktion i det lille bygdesamfund ud over at filettere fisk, og det gør Flora også, da organisten beder hende om at øve islandsk udtale med dem, så de kan synge korværket på islandsk.

Flora får noget ud af at være til gavn for disse kvinder. Blandt andet opdager hun, at hun helt glemmer at tænke på sig selv og sin miserable situation.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg havde ikke noget imod at planlægge andres liv, selv om jeg havde problemer med at planlægge mit eget«, som hun selvironisk siger. Heller ikke forfatterens humor fejler noget, når det gælder skildringen af, hvordan man kan indgå i et lille fasttømret samfund, gebærde sig i det og komme sig – og komme til sig selv.

Det er en ret vild rundtur, Baldursdóttir sender sine personer ud på, der, efter et vist kriminalistisk indslag omkring ægtefællevold, kulminerer i gruppens opførelse af organistens selvkomponerede musik. I Tyskland! Med den komplet umusikalske Flora som agent og et betragteligt talent for at stampe sponsorpenge op.

Alene på et udsted og i eksistentiel krise er en romanmodel, vi har set før. Men sjældent så morsomt som her. Den er fuld af skarpe iagttagelser og refleksioner over kvinder, mænd og magtspil. Det hele løftes op i komediens nådige luftlag.

Mød Kristín Marja Baldursdóttir på Bogforum lørdag 11. nov., Gyldendal Trane-scenen 2 kl. 12.10 og Bogcaféen kl. 16.30

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden