Det er to år og et forlagsskift, siden politiassistent Lars Winkler sidst var på banen i Jakob Melanders romanserie, men det meste ligner sig selv, selv om der nu står People’s Press på forsiden, og kalenderen skriver 2018.
Winkler har stadig rod i privatlivet, hans ekskone er ikke længere sammen med hans gode ven og overordnede, Ulrik, og Lars danner ikke par med kollegaen Sanne længere – men da noget uventet sker, bliver de alle fire nødt til at forholde sig til hinanden.



