Der findes bøger, som man med det samme synes, man forstår sig på, og som man alligevel slet ikke kan blive klog på. Sådan en bog er Hilda Hilsts ’den uanstændige madam D’. Det er Hillé, som fortæller. Hillé er blevet gammel og har trukket tilværelsen med sig ind i husets skunk, hvorfra hun fører samtaler med sig selv om, hvad det vil sige at dø, og om, hvilket ufatteligt mysterium livet er.

Hillé er romanens centrum og bærende stemme, men det er ikke umuligt for Hillés afdøde mand, Ehud, også at stemme i, ej heller for Hillés afdøde far. Hillés døde er en del af tekstens kor, som også tæller en præst og naboer fra landsbyen, der misbilligende og sladrende iagttager Hillé. Enken Hillé. Hillé, den gale eneboerske. Eller madam D for derelictio, forladthed og forsømmelse, som ægtemanden Ehud navngav Hillé, fordi hun aldrig holdt op med at spørge og søge.