De er virkelig ikke særlig lyksalige eller optimistiske, mange af russiske Ljudmila Petrusjevskajas noveller.

I en af dem, måske den mest mareridtsagtige af dem alle, er der i hvert fald ikke meget lys for enden af det kolossale mørke: På hospitalet ligger en kvinde, som natten før har forsøgt at begrave sig eget nyfødte barn levende. Et par chauffører fandt det i vejkanten; barnet var efterladt grædende under en stor dynge sten, og ikke langt derfra, ved flodens bred, lå moren. Et langt spor af blod havde ledt chaufførerne frem til hende. Nu på hospitalet har hun fået besøg af to fattigt klædte børn og en voksen mand, stort set anonymt beskrevet. Men som fortælleren på én gang nøgternt og poetisk iagttager, ser de ud, »som om det nærmest var dem selv, der var sket noget med, en eller anden ulykke«.