Det var som normalt for årstiden råkoldt i Stockholm fredag aften 28. februar 1986. Alligevel besluttede den svenske statsminister, Olof Palme, og hans hustru, Lisbet, sig for at gå hjem til deres bolig i den centrale del af byen frem for at tage tunnelbanan. De havde været i Grandbiografen på Sveavägen, og nu var klokken blevet lidt over 23.
Olof Palme havde, som det var hans vane, meddelt sine livvagter, at han ikke havde brug for dem, når han nu blot skulle i biografen en almindelig fredag aften. Statsministerparret gik derfor alene og ubeskyttet hen ad Sveavägen.



