Der findes en anekdote, som den slovenske filosof Slavoj Žižek aldrig bliver træt af at fortælle. Den handler om Niels Bohr, den verdenskendte danske fysiker, som en dag fik besøg af en af sine kolleger på sit lille landsted. Til sin store overraskelse opdager fysikervennen en hestesko hængende over døren, og han begynder straks at spekulere over, om Bohr mon er blevet overtroisk. Nej, svarer danskeren. Selvfølgelig ikke. »Men jeg har hørt, at den bringer lykke, også selv om man ikke tror på den«.
Jeg kommer til at tænke på dette midt i læsningen af bulgarske Georgi Gospodinovs ’Blinde Vajsja og andre historier’, hans tredje bog oversat til dansk. Det skyldes, at denne lille historie om Bohr kunne være en perfekt analogi over, hvordan vi mennesker oplever og omgås skønlitteraturen: Vi ved godt, at den er fiktiv, illusorisk og nogle gange fuldkommen uvirkelig, alligevel har vi nærmest en blind tro på, at den også er sand. På samme måde som med Bohrs hestesko forlanger fiktionen vores overtro – at vi giver os hen til litteraturens »hvad nu hvis«.
