Betydningsfulde danske poesi- og litteraturtidsskrifter er der efterhånden ikke for mange af, men hæderkronede Hvedekorn findes stadig. Poesitidsskriftet, som under forskellige navne har eksisteret siden 1920 (!), har haft talrige berømte redaktører: Halfdan Rasmussen, Ivan Malinovski, Torben Brostrøm og, ikke mindst, Poul Borum, som stod i spidsen for foretagendet i næsten 30 år (!).
Den nuværende redaktør er forfatter og kritiker Lars Bukdahl, og i anledning af hans 10-års jubilæum (og kunstredaktør Christian Vinds ditto) har Hvedekorn sendt ’Flasher min tranebærmund’ på gaden, en generationsantologi over 25 unge og yngre digtere, der har debuteret i bladet mellem 2008 og 2018. Det er der i sig selv grund til at fejre, dette utrættelige arbejde med og for poesien!






