Får en forfatters bog en ubehagelig bismag, hvis han opfører sig ubehageligt i det virkelige liv? Det er det, alle taler om i forlængelse af #MeToo. Seksuelle overgreb og laden stå til er no-go, klart. Spørgsmålet er, om vi i den globale renselsesproces, vi er i gang med, tager lige lovlig hårdt fat. Og om vi muger ud de forkerte steder? Det frygter jeg.
I Sverige er der »total enighed om, at Det Svenske Akademi skulle vaskes med klorin for igen at kunne betros opgaven med at uddele nobelprisen«, skrev forfatteren Lena Andersson i Dagens Nyheter forleden og spurgte, om ikke balladen med Horace Engdahl og Katarina Frostenson kaster et særligt lys på alle de forfattere, de i en årrække har være med til at tildele nobelpriser: »Det må betyde, at pristagerne er besudlet af disse to personers ikke-MeToo-certificerede vurderinger«, skriver hun og sætter, indrømmer hun selv, dermed sagen på spidsen. Men provokationen er lige så vigtig som den er absurd, for vi bliver nødt til at diskutere omfanget af ’moralsk afsmitning’, også selv om det er hundesvært, og der næppe gives én ’sand læsning af en bog og dens kontekst.
