»For mig er det vigtigt, at forsiden passer til den type bog, det er, samtidig med at det er en visuel oplevelse at kigge på den. Omslaget skal få én til at vende bogen og læse, hvad der står på bagsiden, det skal være en form for lokkemad. Nogle gange skal der ikke mere til end to farver og en flot font, i andre tilfælde skal der noget helt andet til – som i dette tilfælde.
Titlen ’Helle Erobreren’ refererer selvfølgelig til Martin Andersen Nexøs klassiker ’Pelle Erobreren’, og jeg har forsøgt at lave referencer til andre gamle store værker på en sjov måde, der passer til handlingen. For eksempel ser jeg også en hilsen til H.C Andersens ’Klods Hans’, der kommer ridende på sin ged.





