Mens Iran og USA kredser om væbnet konflikt, kan der være god grund til at sætte sig ind i Irans moderne historie. Kommer konflikten, får den konsekvenser for enhver dansker. Takket være Rasmus Chr. Elling store, aktuelle bog har vi nu bedre muligheder for at forstå, hvilken historie og kultur amerikanerne ville komme op imod.
’Irans moderne historie’ er et værk, som insisterer på Irans mangfoldighed og modsætninger. Som enhver Iran-rejsende ved, flyver man til Teheran og opdager, at man ikke er kommet til Iran, men til Persien. En kæmpe kultur, en rigdom af historie, en uendelighed af modsætninger, ikke mindst religiøse: zarathustrisme, mazdaisme, manikæisme, kristendom, jødedom, buddhisme – foruden selvfølgelig islam, som i dag præger størstedelen af landet og næsten hele befolkningen, men måske alligevel kun halvdelen?

