0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv en julegave, der glæder langt ind i det nye år. Giv et abonnement på Politiken

Anmelderen fik kvalme af at læse en roman. Men er det bogens skyld?

De fleste kender det. Man lægger en bog til side, fordi den irriterer. Personerne er utroværdige. Som nu kvinden i Inès Bayards voldtægtsroman ’Overgrebet’. Men prøv lige at læse en gang til

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Inès Bayard har skrevet en helt vildt spændende og uhyggelig bog om voldtægt. Som også irriterer. I hvert fald ved første gennemlæsning.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Er det bogens eller læserens skyld, når ’fiktionsleden’ indfinder sig? Bogens, selvfølgelig. Berlingskes litteraturanmelder Mette Leonard Høeg fik ligefrem kvalme, da hun her i sommer læste Rachel Cusks ’Omrids’, denne »skriveøvelse af en roman«, som trods sin »interessante« fortælleteknik og meningsfulde »afvisning af et stabilt og essentielt selv« kedede hende bravt.

Selv om jeg slet ikke genkender kedsomheden i læsningen af Rachel Cusks ’Omrids’, en roman, der tværtom holdt mig vågen en sommernat eller to netop i kraft af sin sært undvigende facon, forstår jeg fuldt ud, hvad Høeg mener, når hun taler om fiktionslede.

Midt i læsningen af den franske forfatter Inès Bayards stærkt roste debutroman, ’Overgrebet’, var jeg selv ved at nå dertil. Ikke så meget fordi Bayards kontante beskrivelse af, hvordan Marie voldtages af sin chef i hans bil, i sig selv er kvalmefremkaldende, og slet ikke fordi persontegningerne flimrer i en skødesløs fortællestruktur. Tværtimod holder Bayard sin kvindelige hovedperson fast i en dramaturgi, der er stram som et kvælertag, hvilket gør det umuligt for Marie at undslippe sin skæbne: udslettelsen af sig selv og sin lille familie.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce