Hvad er dit forhold til bøger?
»Min mor var revisor og har altid læst meget, og jeg kan huske, at det var en luksus for hende, når hun om eftermiddagen havde en time til det. Det fascinerede mig, og jeg lærte mig selv at læse, inden jeg kom i skole. Som barn havde jeg nogle yndlingsforfattere, og jeg flytter stadig rundt med nogle af de bøger. For eksempel Erich Kästners ’Das doppelte Lottchen’, som handler om to tvillingepiger, der vokser op i forskellige familier uden at kende til hinandens eksistens, og så mødes de på en sommerlejr. Jeg har stadig alle Kästners børnebøger. Jeg var lillesøster, og de fleste af mine ting havde jeg arvet fra min bror. Med de her bøger fik jeg fornemmelsen af, at jeg for første gang ejede noget for mig selv – kærligheden til en forfatter – som jeg stadig ejer i dag«.





