Ideen er da oplagt: at gøre vores helt egen H.C. Andersen til både offer og snushane som her i Rydahl og Kazinskis mammutkrimi ’Mordet på en havfrue’.

Andersen er her i 1830’ernes København mere en fiaskoet bondedreng end et succesrigt vidunderbarn. Ranglet, klodset, enfoldig og uskolet og måske endda, det antydes, mere til sit eget køn end til kvinder. I hvert fald opsøger han kun luderen Anna med de store bryster for at kreere papirklip, ikke for at kneppe. Men så bliver hun trukket myrdet op af kanalen, og Andersen bliver sporenstregs mistænk for at være misdæderen.