Der er noget, jeg har tænkt på, og som er blevet ekstra tydeligt på det sidste. At litterær smag ændrer sig. Det er selvfølgelig en truisme, man bliver ældre, man udvikler sig, man bryder sig pludselig om ting, bøger, man ikke brød sig om før. Og omvendt. Det var det, der gjorde sig gældende for mig: at jeg læste forfattere, som altid har hørt til blandt mine favoritter, og nu, slet ikke. Eller jeg gad næsten ikke læse dem. Det sagde mig ingenting. Eller værre, og tættere på sandheden, jeg kunne ikke holde bøgerne ud, sætningerne, sproget, tonen – alt det, der før havde fyldt mig med fryd, det gav mig nu nærmest kvalme.
Eksempler: Den nye udgivelse af den afdøde amerikanske forfatter David Foster Wallaces short stories, ’Små udtryksløse dyr og andre noveller’. Eller oversættelsen af franske Marguerite Duras’ ’Ødelæg, siger hun’. Men også: Michel Houellebecqs seneste roman, ’Serotonin’. Jeg magtede det ikke.
