I tegneserien ’Anders And og Den gyldne hjelm’ optræder en lusket advokat ved navn Sten Grå. Han påstår at nedstamme fra vikingen Erik den Grå, og hvis han får fat i dennes gyldne hjelm, vil han være den retmæssige ejer af Nordamerika. Og når det sker, skal luften, man indånder, takseres, så et gisp koster en tiøre og et suk en krone.
Jeg kom til at tænke på Carl Barks’ mesterlige satire over jordbesiddelser og ejendomsret ved læsningen af Peter Schultz Jørgensens bog ’Byernes Jord’. For det mystiske spørgsmål, han afsøger, er denne ret, som opstod i halen på ophævelsen af den feudale verdensorden: den private ejendomsret til jord. Hvorfor kan private eje jorden, spørger han.






