I mine dagdrømmeriske øjeblikke har jeg en tilbagevendende tanke: Måske døde jeg faktisk dén og dén og dengang, hvor jeg med lidt uheld kunne have gjort det (dengang jeg gik over vejen uden at se mig for, dengang den højresvingende lastbil nær havde mejet mig ned på cykel osv.), måske var det en ny version af mig, der rejste sig og gik videre; måske lever jeg nu det femte katteliv ud af mine ni …
Under læsningen af anden bog i Jon Fosses septologi om den aldrende kunstmaler Asle, der kører frem og tilbage mellem Bergen og sit hus ved kysten nord for byen og møder tidligere eller andre udgaver af sig selv, får jeg den tanke, at der er noget lignende på færde her. At det, der skildres, er de stunder tidligere i livet, hvor Asle kunne have været død.
