Debuten med den lange, håbefulde titel ’Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’ skildrer et langt efterår og en endnu længere vinter, som lidt efter lidt slår over i forår.
Bogen begynder den dag, Gry Stokkendahl Dalgas på Instagram betror sig om det ubehag, hun har følt ved sin krop, lige siden den i teenageårerne begyndte at producere testosteron, og slutter, da Dalgas har tilstrækkeligt med mod til at fortælle sine forældre, at hun er deres datter og egentlig aldrig rigtig har været deres søn.
Imellem disse to punkter fortælles der om forestående møder på sexologisk klinik, om, hvordan det er at vente på at blive sig selv, om skønhedsritualer og barberingspraksis, om venners hjælp og velmenende kommentarer og om samfundets syn på, hvad der går an, og hvad der i hvert fald ikke gør, fordi det falder uden for de faste kategorier mand og kvinde.
Stemningen springer mellem håb og afmagt, men det hjælper at henvende sig: Bogens korte tekster er ærlige og hudløse ytringer, som genremæssigt befinder sig et sted mellem digte, dagbogsoptegnelser og essayistiske tilløb. Samlingen består dog også af de breve, som Dalgas stiler til andre transpersoner, og det er i læsningen af dem, at man tydeligst forstår, hvordan Dalgas’ skrift på én gang er et afklarende redskab og et sted, hvor følelserne kan få frit løb.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
