Fra i morgen og hver torsdag ti uger frem læser Dolly Parton sine egne og andres godnathistorier for børn på YouTube.

Dolly Parton læser børnebøger op på YouTube under coronakrisen. Og der er også en nyhed til de voksne

 En gang om ugen de næste ti uger, læser Dolly Parton historier og siger godnat på Youtube. (Photo by Jordan Strauss/Invision/AP)   Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix
En gang om ugen de næste ti uger, læser Dolly Parton historier og siger godnat på Youtube. (Photo by Jordan Strauss/Invision/AP) Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hvis man har set lidt rigeligt til sine børn de seneste uger eller bare synes, det ville være fint at træne deres engelskkundskaber, læser countrysangerinden Dolly Parton godnathistorier op på YouTube hver torsdag de kommende ti uger.

’Goodnight With Dolly’ har premiere 2. april.

»Det her er noget, jeg gerne har villet gøre i et stykke tid, og det er tydeligt, at det nu er tiden til at dele nogle historier og noget kærlighed. Det er en ære at dele en række talentfulde forfattere og illustratorer med andre, de får os til at smile, le og de får os til at tænke lidt også«, siger countrysangerinden ifølge consequenceofsound.net.

Ud over at læse op fra sine egne børnebøger ’I Am a Rainbow’ og ’Coat of Many Colors’ vil hun også læse op af en række andre børnebøger. Blandt andre ’There’s a Hole in the Log on the Bottom of the Lake’ af Loren Long, ’Llama Llama Red Pajama’ af Anna Dewdney og ’Pass It On’ af Sophy Henn.

’Goodnight With Dolly’ vil blive sendt på YouTube-kanalen Parton’s Imagination Library. Herunder kan man se en godnathistorie, hun læste op i BBC-serien ’CBeebies Bedtime Story’.

Der er også nyt til voksne fans af Dolly Parton. For nylig annoncerede hun, at hun godt kunne tænke sig at posere på forsiden af Playboy i forbindelse med sin 75-års fødselsdag i januar næste år.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her