I hvert fald hvis vi opfører os ligesom briterne. Her viser en ny undersøgelse, at 31 procent læser mere efter coronanedlukningen.

Coronakrisen får os til at læse flere bøger

 Også de unge læser markant flere bøger end før corona-krisen.  Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Også de unge læser markant flere bøger end før corona-krisen. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Når muligheden for at gå ud for at opleve koncerter, teater eller kunst eller se film i biografen forsvinder, tyr vi ikke bare til tv-skærmen og streamingtjenesternes mange tilbud. Vi læser også flere bøger.

Det er i hvert fald, hvad der er sket i Storbritannien, siden coronavirussen lukkede landet ned og dermed briternes mulighed for kulturelle oplevelser i selskab med andre.

En undersøgelse blandt 2.000 briter viser, at 31 procent læser mere, end de gjorde før nedlukningen, skriver The Guardian.

Og det er ikke bare de ældre, tværtimod siger 45 procent af de unge mellem 18 og 24 år, at de læser mere end tidligere.

Interessen kan også mærkes på bogsalget. Salget af fysiske bøger steg med 6 procent i ugen op til den britiske nedlukning af samfundet.

Det er især onlinesalget, der er gået i vejret. Waterstone, Storbritanniens største boghandlerkæde, melder om en 400-procents stigning i det digitale salg på en uge, skriver The Guardian.

Også de britiske bibliotekers online-tilbud er langt mere efterspurgt end tidligere. The Guardian beretter om flere kommuner, hvor antallet af nye digitale lånere er steget med mellem 332 og 770 procent.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her