For tiden taler vi meget om forskelle mellem generationer. Måske også for meget. Mine forældre må krympe sig under prædikatet boomer. Mens min kæreste, som er født i skæringspunktet mellem generation X og Y, snyder sig ældre for ikke at blive ramt af kritikken, som rettes mod mig og de andre millennials, der er alt fra ømskindede til krænkelsesparate og uklædeligt uvillige til at blive voksne.
Jeg er meget i tvivl om, hvad generationsstridighederne skal gøre godt for. Alligevel er det sandt, at alle på godt og ondt formes af deres tid. Jeg ville for eksempel sagtens kunne forstå det, hvis min egen generation nu og da forholder sig tøvende til voksenlivet. Det kunne være en reaktion på, at vi lagde karriereplaner, mens vi stadig gik i folkeskolen.
