Jeg fløj igennem ’Breve til livet’, som man flyver igennem et selskab med interessante fremmede af den allermest coronasavnede slags, der taler og drikker og måske raser og græder lidt over temaer, man også selv går og bøvler med. Og i det hele taget kommer så vidt omkring, at man bliver fyldt op af noget andet end sig selv og føler sig gavmildt oversnakket af mennesker, som ikke er bange for andet end at bruge ordet bolle for lidt.
’Breve til livet’ er en samtalebog i form af en brevveksling mellem jurist og forfatter Anne Sofie Allarp og journalist og forfatter Ditte Giese, der på trods af deres fælles fodslag som markante feministiske debatstemmer i bogen repræsenterer to forskellige tilgange til det voksne kvindeliv, hvad angår kærlighed, sex, politik og livstemperament. Bogen handler om det hele og mere til og er på en forvirrende måde en både utilfredsstillende bog om alt og en bevægende bog om det vigtigste.
De to kvinder står vidt forskellige steder i deres liv. Anne Sofie Allarp, 47, er fraskilt for anden gang og lever et frit, uafhængigt og intellektuelt tilfredsstillende bohemeliv med sine to børn og skiftende elskere, mens Ditte Giese, 43, lever i fast parforhold i en sammenbragt familie, i gang med at skulle lære at leve med en kronisk kræftdiagnose. Det er den frihedselskende brøggerske verdensdame, der tromler sprogligt, skråsikkert derudad, over for den før så livsnydende og optimistiske seriemonogamist, hvis selvsikre, klare skrift er belejret af en ny sårbarhed. »Min kæreste er i panik over min sygdom og er gået i gang med at få hulmursisoleret vores hus, fordi han ikke kan hulmursisolere mine knogler«.
Bogen er inddelt i årstider, og på tværs af emner som sygdom, moderskab, sex, død, politik, porno og feminisme er den røde tråd i høj grad en slags livtag med kvindelivet efter 40. Men i modsætning til mange samtalebøger, hvor modne mennesker med en form for slet skjult og selvmodsigende panik forsøger at oversælge ’livets patina’ på en måde, der gør én dybt mistænksom over for fordelene ved at have alder, tager ’Breve til livet’ fat, hvor det gør ondt. Som faktamaskinen Allarp skriver: »Man er statistisk set mest deprimeret her i midten af livet. Alle de ting, vi forfølger, os mennesker, indkomst, børn, prestige, er ikke i sig selv særligt lykkebringende, og her i 40’erne kan vi ikke løbe fra den erkendelse længere«. Det er på en ret træls måde rart at høre.
Bogen er stærk, når de to tør være et sted sammen et stykke tid og ikke hopper fra emne til emne, som på en fyraftenskaffeaftale, hvor man skal nå omkring både skedetørhed, mindreværd og Socialdemokratiets nye strammerkurs inden hentning og føler sig lidt tom indeni efterfølgende. Særligt god, når Ditte Giese lufter sin smerte. Over tabet af sit sexliv, som hun kendte det, og over sig selv, som hun var for lidt siden. Og over de kvinder, der viser ekstra interesse i hendes mand, nu hvor han er en følsom, støttende kæreste til en kræftsyg kvinde: enkemandssyndromet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
